Paven taler i Myanmar uden at nævne forfulgte muslimer
620.000 mennesker er ifølge FN flygtet fra den vestlige delstat Rakhine til nabolandet Bangladesh. Foto: /ritzau/AP/A.m. Ahad/arkiv
/ritzau/AP/A.m. Ahad/arkiv
Mens Myanmar præges af etnisk splittelse og alvorlig flygtningekrise, mødes pave Frans med Aung San Suu Kyi.
Forsoning og respekt for alle prædiker pave Frans i en tale under et besøg i Myanmar.
Men folket i centrum af den hen over efteråret så voldsomt eskalerende flygtningekrise, rohingyaerne, blev ikke nævnt én gang af paven.
- Den vanskelige fredsproces og den nationale forsoning kan kun fremmes, hvis man forpligter sig på retfærdighed og respekt for mennesker, siger pave Frans.
Dermed var henvisningen til det muslimske mindretal dog tydelig i talen til blandt andre Aung San Suu Kyi, som er landets de facto leder.
- Religiøse forskelle er ikke nødvendigvis en kilde til splittelse og mistillid. Det skal snarere være en vej mod forening, tilgivelse, tolerance og styrkelse af nationen, siger paven.
Spørgsmålet om rohingyaerne, som i hundredtusindvis er flygtet fra forfølgelse i Myanmar, er så betændt, at paven af sine rådgivere er blevet rådet til ikke at nævne dem.
Frygten har været, at militæret i Myanmar, hvor buddhisme er den mest udbredte religion, også kan vende sig mod et kristent mindretal.
Pavens tale var ventet i spænding, da både FN og USA har betegnet myndighedernes behandling af rohingyaerne som "etnisk udrensning".
620.000 mennesker er ifølge FN flygtet fra den vestlige delstat Rakhine til nabolandet Bangladesh.
Flygtningestrømmen tog fart, da en gruppe militante rohingyaer angreb sikkerhedsposter i sommer. Derpå sendte militæret soldater ind i delstaten, hvor landsbyer blev brændt ned, og rohingyaer blev drevet på flugt.
Det muslimske mindretals huse blev plyndret. Kvinder og piger blev voldtaget.
Katolske ledere i Myanmar har sagt, at Aung San Suu Kyi, som også er udenrigsminister, ikke kan kritisere militæret.
Katolikkerne appellerer til, at man støtter hendes forsøg på at skubbe Myanmar i demokratisk retning, så man får et land med plads til alle religiøse minoriteter.
Buddhisme er den dominerende religion i landet. Næsten ni ud af ti er buddhister. Kristendommen er næststørst - et par procent større end islam.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned