Pavens død udløser bølger af falske nyheder
Pave Frans har mødt den amerikanske præsident, Donald Trump, i virkeligheden. Men han har dog ikke slået Trump over hånden, som en falsk video hævder. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters
Pave Frans var stor modstander af falske nyheder og mente, at de opildner til konflikt og skaber fjender.
Pave Frans' død har tiltrukket hyldester og kondolencer over hele verden.
Men med i kølvandet på bortgangen af den katolske kirkes overhoved er også fulgt bølger af falske nyheder og desinformation, der er blevet delt flittigt.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det gælder blandt andet en video, der hævder at vise sataniske ritualer i forbindelse med pavens begravelse. Det viste sig at være en optagelse fra Spanien, der intet har med paven at gøre.
Pave Frans, der døde 88 år anden påskedag, var indædt modstander af falske nyheder og desinformation.
- Tragedien ved desinformation er, at den miskrediterer andre ved at præsentere dem som fjender til det punkt, hvor den dæmoniserer dem og opildner til konflikt, skrev pave Frans i en tale i 2018.
Den argentinskfødte pave sammenlignede sågar moderne falske nyheder med de "slangetaktikker", som slangen anvender i den kristne skabelsesberetning, der er beskrevet i Bibelen.
Desinformation er information, som er produceret og spredt præcis med det bevidste formål at vildlede eller bedrage.
Og der findes ikke en sådan ting som "harmløs desinformation", har pave Frans argumenteret.
- Selv en tilsyneladende lille forvrængning af sandheden kan have farlige virkninger, sagde paven.
Efter Frans' bortgang har et foto af paven floreret, hvor han i 2014 mødtes med overlevende efter Holocaust.
Ifølge de falske nyheder skulle det være et bevis på, at paven var i gæld til den velhavende Rothschild-familie, som er et yndet mål for antisemitiske konspirationsteorier.
Et andet eksempel på en af de usandheder, der er blevet delt efter pavens død, er en video med USA's præsident, Donald Trump.
Pave Frans har tidligere udtalt sig kritisk om Trumps politik over for indvandrere.
I en video kan man se paven slå til præsident Trumps hånd, som skulle de være uvenner.
Klippet var dog manipuleret og blev oprindeligt sendt som en joke i en komikers tv-show.
Også imens paven var i live, var han centrum for falske nyheder.
Under det amerikanske præsidentvalg i 2016 blev der delt nyheder, der hævdede, at Frans støttede Donald Trump som kandidat.
Den falske historie fik blandt andet luft under vingerne på sociale medier som Facebook.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie