PET retter kikkerten mod svensk nazimøde
- På baggrund af politiets efterretningsarbejde har vi indkaldt det personale, som vurderes nødvendigt. Der er risiko for sammenstød og vold, siger talsmand Christer Fuxborg ved politiet i Göteborg før nynazistisk optog lørdag. Foto: /ritzau/Lindahl Björn
/ritzau/Lindahl Björn
Både den danske, norske og svenske efterretningstjeneste følger nazistisk stormøde tæt. Politiet frygter vold.
Flere nordiske efterretningstjenester følger udviklingen tæt i Göteborg, hvor 1000 nynazister lørdag ventes at deltage i et stort optog.
Både Politiets Efterretningstjeneste (PET), den norske (PST) og den svenske (Säpo) har bekræftet, at de vil følge med, når nazisterne mødes.
- PET følger situationen om optoget i Göteborg tæt, lyder det i en kort kommentar fra den danske efterretningstjeneste.
Fra PST sender man et lignende budskab.
- Vi følger nøje udviklingen i Norge og i de øvrige nordiske lande. Vi har et godt samarbejde med vores søstertjenester i Norden, siger Siv Alsén fra PST til den norske avis VG.
Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR) skriver til sine støtter på nettet, at optoget vil blive "massivt og episk". Det vil blive det største optog nogensinde, spår NMR ifølge avisen VG.
Der ventes op mod 10.000 moddemonstranter. Blandt disse grupper er Motmakt og Antifascistisk Aksjon, skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Den svenske avis Göteborgsposten har skrevet, at Antifascistisk Aktion (AFA) også arrangerer bustransport fra København til Göteborg.
Der skulle desuden komme moddemonstranter fra Finland.
Midt i stormen står politiet i Göteborg. Her frygter man ballade.
- På baggrund af politiets efterretningsarbejde har vi indkaldt det personale, som vurderes nødvendigt. Der er risiko for sammenstød og vold, siger talsmand Christer Fuxborg ved politiet i Göteborg.
Han fortæller, at politiet har oplysninger om, at grupper på venstrefløjen vil forsøge at forstyrre demonstrationen.
- Vi håber naturligvis, at det forløber uden vold, og at man holder sig til verbale modreaktioner, siger Fuxborg.
Der er et stort antal betjente på gaden, men politiet vil også sende specialtrænede styrker til Göteborg, bekræfter talsmanden.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned