Politi: Gerningsmand ville dræbe kirurg efter rygoperation
Politiet holder vagt ved indgangen til hospitalet Saint Francis i Tulsa i den amerikanske delstat Oklahoma. Her skød og dræbte en mand fire personer onsdag, hvorefter han skød sig selv. Et af ofrene var en kirurg, som netop havde behandlet gerningsmanden. Foto: Chandan Khanna/Ritzau Scanpix
Kirurg var hovedmål for gerningsmands forbrydelse, oplyser politiet i Oklahoma efter skyderi onsdag.
En kirurg, der for nylig havde behandlet gerningsmanden bag onsdagens skyderi i Tulsa i USA, er blandt de dræbte.
Det oplyser det lokale politi på en pressekonference torsdag.
Skyderiet fandt sted på Saint Francis hospitalet i delstaten Oklahoma.
I alt fem personer mistede livet, herunder gerningsmanden der skød sig selv.
Gerningsmanden bebrejdede kirurgen for de smerter, han mærkede efter en rygoperation. Det skrev gerningsmanden ifølge politiet i et brev, som myndighederne efterfølgende har fundet.
Heri fremgik det, at gerningsmanden havde en klar intention om at dræbe kirurgen "og alle andre, som stod ham i vejen", forklarer Wendell Franklin, politichef i Tulsa.
Foruden kirurgen døde også en anden læge, en receptionist samt en patient.
Ifølge politiet havde de alle stået i vejen for gerningsmanden, der kort forinden skyderiet havde købt et semiautomatisk våben.
Skyderiet skete sideløbende med, at texanske familier begravede de dræbte efter skoleskyderiet i byen Uvalde i delstaten Texas.
Her skød og dræbte en 18-årig mand 19 børn og to lærere. Også et supermarked i Buffalo i delstaten New York har for nylig været udsat for masseskyderi.
Rækken af tragiske hændelser har fået en årelang debat om våbenlovgivning til at blusse op på ny.
Præsident Joe Biden har meddelt, at han torsdag aften lokal tid vil holde en tv-transmitteret tale om netop våbenlovgivningen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned