Politiet støder sammen med propalæstinensisk demonstration i Basel
Politi og propalæstinensiske demonstranter støder sammen på gaden i Basel, samtidig med at sangkonkurrencen Eurovision blev afviklet. Foto: Sebastien Bozon/Ritzau Scanpix
Nogle hundrede personer demonstrerer mod Israels deltagelse i Eurovision i Basel lørdag aften.
Politiet bruger peberspray, gummikugler og vandkanoner mod propalæstinensiske demonstranter i Basel i Schweiz.
Det skriver flere schweiziske medier, blandt andet avisen Tages-Anzeiger og mediet 20 minuten.
Sammenstødene mellem politiet og demonstranterne finder sted, mens sangkonkurrencen Eurovision finder sted i byen lørdag aften.
Ifølge de schweiziske medier er nogle hundrede demonstranter til stede. De demonstrerer mod Israels deltagelse i sangkonkurrencen.
Nyhedsbureauet AFP beskriver ligeledes sammenstød mellem politi og demonstranter, som deres journalister til stede i Basel har observeret.
Mediet skriver, hvordan politiet "kortvarigt" stødte sammen med demonstranterne i centrum af byen, før Israels Eurovision-deltager, Yuval Raphael, gik på scenen.
Israel deltager i år med sangeren Yuval Raphael, som stiller op med sangen "New Day Will Rise". Hun overlevede Hamas-angrebet på den israelske musikfestival Nova 7. oktober 2023.
Lørdagens protester er ikke de første imod Israels deltagelse.
Seks demonstranter afbrød den israelske deltagers generalprøve forud for torsdagens semifinale med piften, buhråb og fløjter.
Det oplyste den schweiziske public service-station, SRG SSR, efterfølgende i en pressemeddelelse.
Politiet måtte også gribe ind under åbningsceremonien til konkurrencen, som foregik søndag, hvor propalæstinensiske demonstranter stillede sig foran nogle sporvogne, som skulle fragte deltagerne fra rådhuset i Basel til messecenteret.
Både i år og sidste år har det grundet krigen i Gaza medført protester, at Israel har fået lov til at deltage.
Sidste år blev Israel dog bedt om at ændre sit bidrag "October Rain", da sangen ifølge arrangørerne bag Eurovision var politisk. Teksten blev ændret, og titlen blev i stedet "Hurricane".
/ritzau/
Seneste artikler
Ida er den eneste kvinde af sin slags på Sydhavsøerne
NFH kollapser mod nordmænd
Frygtede han var sprængt i stykker: Glemte alt i kaoset
Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket
Nu er borgerne til nyt udvalg fundet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst