Portugisisk krise kan skylles ned med superb portvin
2011 var et forfærdeligt år for Portugal. Det var det år, hvor gældskrisen lammede landets økonomi, og hvor der måtte international hjælp - ledsaget af krav til opstramninger og reformer.
Men alt var ikke slemt i dette år. Når det gælder et af Portugals bedst kendte produkter, portvin, så skete der i 2011 noget, der kan ligne et lille mirakel.
Snesevis af internationale eksperter ud i portvin har fredag holdt møde i deres Portvin Broderskab i Lissabon, den portugisiske hovedstad, og de kan knapt få armene ned.
Det var ikke hvem som helst, der lagde tunger, ganer, smagsløg og øjne til testen af portvin årgang 2011 for første gang.
Alle Portugals store portvinsproducenter havde deres dråber med, og indkøbere, anmeldere og andre smagte så på varerne.
Også konger og statsoverhoveder er med i broderskabet, men det er ikke klart, om de var med i fredagens møde.
Måske fortryder de, hvis de ikke var, for meldingerne er, at Portugals portvin i det økonomiske kriseår 2011 er en fremragende og sjælden portvin af meget høj kvalitet.
Broderskabet har erklæret 2011 for et Vintage-år, det første siden 2007.
Ifølge vinsiderne.dk betyder det, at det er en meget fin årgang, hvor portvinen kun skal ligge to år på fad. Herefter kommer den på flaske, hvor den fortsætter med at udvikle sig.
Den er først færdigudviklet i en relativt sen alder og kaldes af mange for "kongen" af portvin.
- Det er en af de mest omfattende vintage-erklæringer nogensinde, men mere vigtigt er, at det er fra et af de bedste år, når det gælder kvalitet - meget bedre end 2007, siger Manuel Cabral, ekspert fra Institut for Douro og Portvin.
Douro-regionen er verdens tredjeældste beskyttede vinregion efter Chianti i Italien og Tokaj i Ungarn.
- 2011 gjorde tingene hårde i Portugal, men der skete også gode ting. Vor Vintage var en god ting, siger Cabral.
Vintage-portvin repræsenterer normalt kun omkring to procent af den totale produktion af portvin, men den bidrager til at skabe opmærksomhed om al portvin.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie