Præsident og oprørsleder skal mødes om fred i Sydsudan
I et forsøg på at gøre en ende på den brutale borgerkrig i Sydsudan skal landets præsident og oprørsleder mødes til direkte forhandlinger fredag.
Det oplyser den regionale gruppe IGAD, som mægler mellem parterne, i en erklæring.
Mødet skal finde sted i Etiopien.
Mæglerne kalder det for et "afgørende møde, der vil bidrage til at få volden og drabene i Sydsudan til at ophøre" og fungere som et vigtigt skridt i retning mod en vedvarende løsning på krisen.
Sydsudan har dannet ramme om adskillige blodige massakrer. I oliebyen Bentiu dræbte oprørere i Sydsudan over 200 civile og sårede 400 personer ved en moské sidste måned.
De voldsomme uroligheder i Sydsudan er en udløber af en magtkamp mellem præsident Salva Kiir og den tidligere vicepræsident Riek Machar, der støttes af oprørerne.
En våbenhvile, der blev underskrevet i januar af parterne i konflikten, er flere gange brudt sammen, og olieproduktionen er gået i stå i det meste af Sydsudan.
Det ludfattige Sydsudan fik sin uafhængighed i 2011, da det blev løsrevet fra Sudan. Urolighederne har givet panderynker hos mange af landets vestlige støtter.
Både USA og EU har tidligere truet med at straffe de parter i konflikten, som begår forbrydelser og undergraver en demokratisk udvikling.
Senest varslede den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, sanktioner mod Machar, hvis oprørslederen nægter at deltage i fredsforhandlinger.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned