Prag forbyder pubcrawls i jagt på kultiverede turister
Byrådet i Prag forbyder organiserede pub crawls, hvor personer besøger flere barer i løbet af en aften. (Arkivfoto). Foto: David W Cerny/Reuters
Fremover er organiserede pubcrawls, hvor man besøger flere barer i løbet af en aften, forbudt i Prag.
Den tjekkiske hovedstad Prag forbyder pubcrawls.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Der er tale om et forbud mod organiserede pubcrawls mellem klokken 22 og klokken 6.
Det oplyser byrådet i Prag til nyhedsbureauet AFP mandag.
- Det vil ikke være muligt at have guidede ture mellem klokken 22.00 og 06.00, siger viceborgmester i Prag Zdenek Hrib.
Forbuddet har til formål at nedbringe larm fra fulde turister i byens natteliv.
Byrådet håber, at forbuddet vil betyde, at byen kan tiltrække mere "kultiverede turister", end det er tilfældet i dag.
- Vi søger en mere kultiveret, rigere turist. Ikke en, der kommer i kort tid kun for at drikke sig fuld, siger en anden viceborgmester, Jiri Pospisil.
Leder af den tjekkiske sammenslutning af hoteller og restauranter, Vaclav Starek, glæder sig over forbuddet.
- Rejser til Prags centrum på jagt efter øl har været et problem for lokalbefolkningen og også for andre turister, siger han til AFP.
Han regner ikke med, at forbuddet vil skade salget på barer i Prag.
- Ingen vil få forbud mod at gå på pub, men de her natlige organiserede pubcrawls er ikke noget, vi har brug for, tilføjer han.
Forbuddet kommer i kølvandet på flere protester mod turister i populære turistdestinationer som blandt andet Mallorca, Barcelona, Ibiza og de kanariske øer.
De lokale mener, at deres byer og øer bliver overrendt af turister.
- Berusede turister blokerede indgangen til vores bygning, røg i vores ansigter, da vi forsøgte at komme ud, og skreg som gale indtil klokken 02. Selv inde i vores bygning har fulde Airbnb-turister forsøgt at åbne vores dør om natten, siger Alba, en lokal kvinde fra Barcelona til The Guardian tilbage i august.
Barcelona meddelte i juni, at byen vil forbyde udlejning af lejligheder til turister i 2028 efter gentagne protester fra de lokale.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned