Prins Harry er i London for at genvinde sin ret til politibeskyttelse
Prins Harry vinkede til de fremmødte, da han ankom til retten i London tidligere tirsdag. Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix
Kong Charles' yngste søn mistede retten til politibeskyttelse, da han trådte tilbage fra officielle pligter.
Prins Harry har en sjælden gang vist sig offentligt i London, hvor han tirsdag er hovedpersonen i en civil retssag om politibeskyttelse.
Kong Charles' yngste søn mener, at han har ret til personlig beskyttelse, når han er på besøg i Storbritannien. Og den ret tog det britiske indenrigsministerium fra ham i 2020.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Prins Harry trak sig fra sine officielle pligter i 2020. Samme år flyttede han til Californien sammen med sin amerikanske hustru, Meghan.
En af prins Harrys advokater, Shaheed Fatima, siger i appelretten i London, at prins Harry får negativ særbehandling, hvad angår beskyttelse.
Hun understreger samtidig, at han ikke beder om samme sikkerhedsniveau, som da han var en del af det britiske kongehus.
I et skriftligt dokument, som indgår i retssagen, fremhæver prins Harrys advokater, at den militante gruppe al-Qaeda for nylig har opfordret til drab på prins Harry, og at han og Meghan blev jagtet af paparazzifotografer i en farlig biljagt i den amerikanske storby New York i 2023.
Det er ikke første gang, at en britisk domstol skal tage stilling til, om prins Harry har ret til personlig politibeskyttelse.
Storbritanniens High Court, som svarer til en dansk landsret, afgjorde sidste år, at det var berettiget, da prinsen mistede retten til politibeskyttelse.
Siden fik prins Harry tilladelse til at anke afgørelsen.
Ifølge den britiske avis The Sun fløj prins Harry fra Californien til Storbritannien mandag. Det er uvist, om han skal mødes med nogen af sine kongelige familiemedlemmer, mens har opholder sig i hjemlandet.
Kong Charles er dog ikke hjemme til at tage imod sin søn, da kongen er på statsbesøg i Italien sammen med dronning Camilla.
Retssagen om politibeskyttelse fortsætter onsdag ved appelretten i London.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned