Proeuropæisk præsident overtager føringen ved valg i Moldova
Moldovas præsident, Maia Sandu, smiler til valgfest søndag aften, hvor et foreløbigt resultat viser, at hun står til at få over halvdelen af stemmerne. Foto: Daniel Mihailescu/Ritzau Scanpix
Lidt over halvdelen af stemmerne er gået til Maia Sandu, lyder foreløbigt resultat fra valg i Moldova.
Moldovas siddende præsident, proeuropæiske Maia Sandu, har overhalet sin modstander og fører søndagens præsidentvalg med 92 procent af stemmerne talt op.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters søndag aften.
Sandu står til at få opbakning fra 50,3 procent af vælgerne.
Tidligere på aftenen - da 80 procent af stemmerne var talt op - pegede pilen på Alexandr Stoianoglo, som stod til at få 51,5 procent af stemmerne.
Stoianoglo støttes af det prorussiske Socialistparti.
Reuters skriver, at det kan skyldes stemmer afgivet i udlandet, at Maia Sandu har overtaget føringen.
De stemmer tælles som regel sidst, og de kommer blandt andet fra moldovere, der bor i vestlige lande. De vælgere stemte i overvejende grad på Sandu i valgets første runde.
Her fik præsidenten 42 procent af stemmerne, mens Alexandr Stoianoglo blev nummer to med 26 procent.
Fordi ingen fik over halvdelen af stemmerne, skulle valget afgøres i en ny afstemning mellem de to kandidater.
Hverken Maia Sandu eller Alexandr Stoianoglo har erklæret sig som vinder eller taber søndag aften omkring klokken 23 dansk tid.
Moldova, der tidligere var en del af Sovjetunionen, blev tildelt status som kandidatland af EU i 2022.
Landet havde søgt om medlemskab tidligere samme år i forbindelse med krigen i Ukraine, som Moldova grænser op til.
Også Georgien, som ligeledes grænser op til Ukraine, har søgt om at komme med i EU. Her var der i sidste uge parlamentsvalg, hvor sejren gik til regeringspartiet Georgisk Drøm.
Vestlige lande mener, at partiet er blevet mere prorussisk i de seneste år.
Fra EU's side holdes der nøje øje med, om moldoverne vil gå samme vej som Georgien.
Befolkningen i Moldova stemte for kort tid siden ja til at ville være medlem af EU ved en folkeafstemning. Afstemningen var dog meget tæt.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned