Pubejere serverede modvilligt sidste øl før engelsk nedlukning
En mand i London færdiggør sin øl, inden han bliver anholdt af politiet. Byens borgere flokkedes onsdag aften til pubber og restauranter i timerne op til en ny national nedlukning. Foto: Henry Nicholls/Reuters
Henry Nicholls/Reuters
Fra torsdag skal englænderne blive hjemme i en måned. Onsdag markerede tusindvis friheden en sidste gang.
Tusindvis af borgere i London nød onsdag en sidste aften på pubber og restauranter, mens bestyrerne af byens beværtninger modvilligt serverede sidste runde.
Det hele skete, få timer inden en ny national nedlukning trådte i kraft ved midnat, skriver nyhedsbureauet Reuters.
På trods af at Storbritannien onsdag registrerede 492 coronarelaterede dødsfald - det højeste siden midten af maj - så var London-distriktet Soho onsdag fyldt med feststemte folk, der nød en sidste aften i friheden.
De nye restriktioner i England betyder, at barer, pubber og restauranter må nøjes med at servere takeaway den næste måned.
Alle andre ikke-essentielle forretninger skal ligeledes holde lukket i fire uger.
Derudover må de 55 millioner indbyggere i England kun forlade hjemmet, hvis de har en særlig grund til det. Det kan være lægebesøg, indkøb, eller hvis det er umuligt at arbejde hjemmefra.
- Vi kommer til at betale for det her i årevis. Den her nedlukning kommer til at koste os tusindvis af pund, ovenpå de tusindvis pandemien allerede har kostet os indtil videre, siger Joe Curran, der bestyrer pubben The Queen's Head i London, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Restriktionerne blev annonceret lørdag af premierminister Boris Johnson, efter at Storbritannien de seneste uger har oplevet en kraftig stigning i antallet af smittetilfælde med coronavirus.
Storbritannien har på det seneste registreret over 20.000 nye smittetilfælde om dagen. Briterne har desuden registreret over 47.000 coronarelaterede dødsfald under pandemien, hvilket er klart højest i Europa.
Adskillige politikredse i England opfordrede derfor onsdag folk til at holde afstand til hinanden, hvis de skulle ud i byen.
Nedlukningen i England varer som udgangspunkt til 2. december. I sidste måned indførte Skotland, Wales og Nordirland sine egne nedlukninger.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned