Putin deltager i påskegudstjeneste under erklæret våbenhvile
Den russiske præsident, Vladimir Putin, og Moskvas præsident, Sergei Sobyanin (til højre) deltager i en påskegudstjeneste i Moskvas hovedkirke, Kristi Frelser-katedralen. Foto: Ramil Sitdikov/Ritzau Scanpix
Den ortodokse tro er vigtig for Vladimir Putin, der søndag deltog i en påskegudstjeneste, skriver Reuters.
Få timer efter at have erklæret en påskevåbenhvile deltog Ruslands præsident, Vladimir Putin, i en påskegudstjeneste i Moskvas hovedkirke, Kristi Frelser-katedralen.
Gudstjenesten startede sent lørdag og varede til tidligt søndag lokal tid.
Påskegudstjenesten blev afholdt af lederen af den russiske ortodokse kirke, patriarken Kirill af Moskva. Kirill har været Putins trofaste støtte siden sin indsættelse i 2009 og har udtalt sin støtte til krigen i Ukraine.
Putin deltog i påskegudstjenesten sammen med Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin.
Den russiske præsident blev set iført et mørkt jakkesæt, en hvid skjorte og et rødt slips. Han holdt et rødt lys, og han slog korsets tegn flere gange, da Kirill sagde, at "Kristus er opstanden".
For Putin er den ortodokse tro ifølge Reuters en vigtig del af hans verdenssyn, og han deltager altid i gudstjenester i forbindelse med større højtider. For ortodokse russere er påsken den vigtigste religiøse højtid.
Under gudstjenesten opfordrede Kirill til, at "varig og retfærdig fred kan etableres i de store områder af det historiske Rus", skriver det statslige russiske nyhedsbureau RIA.
"Det historiske Rus" henviser til et område, der nu ligger i Ukraine, Belarus og Rusland.
- Hvor vidunderligt blev det ikke sagt: Gør ikke andre ondt, og behandl ikke andre, som du ikke ønsker, at de skal behandle dig, sagde Kirill ifølge nyhedsbureauet Tass.
Lørdag eftermiddag dansk tid erklærede Putin en kortvarig våbenhvile på 30 timer. Den trådte i kraft klokken 17 dansk tid og varer til midnat natten til mandag 21. april.
Få timer efter at våbenhvilen skulle være trådt i kraft, lød luftangrebssirenerne i den ukrainske hovedstad, Kyiv, skriver Reuters.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har beskyldt Rusland for at have fortsat sin artilleribeskydning.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned