Putin-loyalt regeringsparti sejrer i russiske regionalvalg
Det Putin-loyale parti Forenet Rusland vinder klart i russiske regionalvalg. (Arkivfoto). Foto: Sergei Karpukhin/Reuters
Russisk rettighedsgruppe rapporterer, at nogle mennesker blev tvunget til at stemme ved regionalvalg.
Det regerende russiske parti, Forenet Rusland, har vundet en klar sejr i hvert eneste af de regionale valg, som det stillede op i sidste uge.
Det viser officielle resultater mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.
I 20 ud af 21 regioner har Forenet Rusland vundet. I den sidste har en regeringsloyal uafhængig kandidat vundet.
Myndigheder fremstiller resultaterne i det strengt kontrollerede valg som en sejr og et tegn på opbakning til præsident Vladimir Putin.
Også i regionen Kursk, hvor Ukraine stadig kontrollerer en række landsbyer efter en større offensiv, blev der afholdt valg.
- Som jeg ser det, har den fælles valgdag sat en solid stopper for vores modstanderes forsøg på at destabilisere situationen i Rusland og splitte vores samfund, siger lederen af overhuset, Valentina Matvijenko, til statsmedier.
Alle fremtrædende oppositionspolitikere i Rusland er blevet udelukket, fængslet eller sendt i eksil, efter at Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.
Den Russiske Føderation består af 83 administrative enheder, hvis man ikke medregner besatte eller annekterede områder i Ukraine.
Den russiske vælgerrettighedsgruppe Golos, hvis medformand er i fængsel, siger, at der var eksempler på, at folk blev tvunget til at stemme ved sidste uges valg.
Samtidig var der langt mindre konkurrence end normalt ifølge Golos.
- Der blev rapporteret om, at vælgere blev tvunget til at stemme både på valgdagen og i perioden op til, står der i en meddelelse.
- Massevalgsvindel er et langvarigt problem, som det nuværende system med valgkommissioner end ikke forsøger at løse.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned