Putin lykønsker Wagner efter angivelig indtagelse af Bakhmut
Vladimir Putin siger ifølge Interfax, at de soldater, der har udmærket sig selv, vil modtage æresbevisninger, skriver Reuters. (Arkivfoto). Foto: Tatiana Barybina/Ritzau Scanpix
Ukraines militær har afvist Wagner-leders påstand om, at gruppen har indtaget Bakhmut.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, lykønsker lørdag den private militærgruppe Wagner efter dets påstand om at have indtaget Bakhmut.
Det skriver nyhedsbureauet Interfax ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ukraine har afvist påstanden fra Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, om, at hans soldater lørdag tog fuld kontrol over byen.
Wagner-gruppen kæmper på russisk side.
- Vladimir Putin ønsker Wagners angrebsgrupper samt alle russiske tropper, som har bistået dem og beskyttet flankerne, tillykke med at færdiggøre aktionen om at befri Artyomovsk, lyder det i udtalelsen ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
Artyomovsk er det tidligere sovjetiske navn for Bakhmut.
Vladimir Putin siger yderligere ifølge Interfax, at de soldater, der har udmærket sig selv, vil modtage æresbevisninger, skriver Reuters.
Prigozjin har den seneste tid fremlagt forskellige påstande om status i Bakhmut.
Så sent som natten til fredag konstaterede han, at en snarlig erobring af Bakhmut var usandsynlig.
Og tidligere på ugen afviste han, at den russiske hær skulle have fremgang i byen. Det var ellers noget, som Ruslands forsvarsministerium hævdede.
Ruslands forsvarsministerium har også ifølge nyhedsbureauet AP omkring midnat lørdag hævdet, at Wagner har indtaget Bakhmut.
Det har ukrainske myndigheder ikke kommenteret på.
Det er ellers sjældent, at Prigozjin og det russiske forsvarsministerium finder fælles fodfæste.
De har længe været involveret i en meget offentlig fejde. Prigozjin har blandt andet anklaget forsvarsministeriet for ikke at forsyne sine tropper med nok ammunition.
Før krigen havde Bakhmut mellem 70.000 og 80.000 indbyggere.
Men den har udviklet sig til centrum for kampene i de seneste måneder og er nu næsten totalt ødelagt.
En talsmand fra Ukraines militær fortalte lørdag eftermiddag Reuters, at der ikke var hold i Prigozjins påstande.
- Det passer ikke. Vores styrker kæmper stadig i Bakhmut, sagde han.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har tidligere sagt, at den ukrainske hær er fast besluttet på at forsvare Bakhmut.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned