Putin: Rusland er klar til at skrue op for gashanerne
Ruslands præsident, Vladimir Putin, taler onsdag ved en energikonference i Moskva. Han afviser, at Rusland bruger leverancen af gas som et politisk våben. Foto: Sergei Ilnitsky/Ritzau Scanpix
Sergei Ilnitsky/Ritzau Scanpix
Putin afviser blankt, at Rusland bruger gasleverancer som politisk våben mod europæiske lande.
Rusland er klar til at skrue op for gashanerne og levere mere gas til Europa, hvis europæerne beder om det.
Det siger Ruslands præsident, Vladimir Putin, på en energikonference i den russiske hovedstad, Moskva, onsdag.
- Hvis de beder os om at øge yderligere, er vi klar til at øge yderligere. Vi øger, så meget som vores partnere beder om, siger Putin.
Europa er ramt af en energikrise, hvor priserne på blandt andet naturgas er nået op på rekordhøje niveauer.
Nogle europæiske politikere har beskyldt Rusland for ikke at pumpe gas nok til Europa. Rusland leverer en tredjedel af den gas, der bliver brugt i Europa.
Den russiske regering har gentagne gange afvist, at den med vilje tilbageholder gas.
Onsdag siger Putin, at det er det rene "nonsens" at mistænke Rusland for at bruge gas som et politisk våben.
Det, der lige nu sker på energimarkederne i Europa, er resultatet af kortsigtet politik, mener den russiske præsident.
Han tilføjer, at Rusland og det statslige gasselskab Gazprom lever op til de forpligtelser, der er indgået kontrakt om.
- Det er politisk motiveret sniksnak uden hold i virkeligheden, siger han.
Beskyldningerne om, at Rusland holder igen med gassen, skulle i så fald ske for at lægge pres på Europas regeringer for hurtigere at få en endelig godkendelse af den omstridte gasledning Nord Stream 2. Den går via Østersøen til Tyskland.
USA er imod projektet, og det samme er nogle europæiske regeringer. De mener, at Europa gør sig for afhængig af Rusland.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned