Rapport: Præster i Frankrig bag stort antal overgreb mod børn
En uafhængig kommission siger, at op mod 3200 medarbejdere i den katolske kirke har forgrebet sig på børn.
Tusinder af præster og andre kirkelige medarbejdere i den katolske kirke i Frankrig har siden 1950 begået seksuelle overgreb mod børn.
Det viser en uafhængig kommissionsundersøgelse, der udkommer i næste uge. Det franske nyhedsbureau AFP har på forhånd fået indblik i undersøgelsens resultat.
Mere præcist drejer det sig om mellem 2900 og 3200 personer, som kommissionen mener, har begået overgreb mod børn. Det siger Jean-Marc Sauve, leder af kommissionen, til AFP.
Han siger, at der er tale om et "minimums-estimat".
Undersøgelserne bag kommissionens rapport har været i gang i to et halvt år. Den baserer sig på dokumenter fra den katolske kirke, retsinstanser og politiet. Desuden spiller interview med vidner en stor rolle.
Når rapporten udkommer tirsdag, vil det fremgå, hvor mange ofre man mener, der er.
Tidligere har Jean-Marc Sauve udtalt, at det er sandsynligt, at der er tale om minimum 10.000 ofre for seksuelle overgreb. Det skrev det franske medie France24 i marts i forbindelse med et pressemøde om kommissionens arbejde.
Desuden vil kommissionen forsøge at komme med en forklaring på "de kulturelle og institutionelle mekanismer", som har gjort, at præsterne har kunnet fortsætte deres arbejde trods overgrebene. Det skriver AFP.
Den uafhængige kommission blev nedsat af den katolske kirke i Frankrig i 2018. Det skete, efter at der havde været flere historier fremme om seksuelle overgreb mod børn i den katolske kirke i flere lande.
Derudover fik pave Frans i 2019 vedtaget en forholdsordre, der forpligter alle, som har kendskab til misbrug af børn, til at sige det videre til deres overordnede.
Kommissionen består af i alt 22 eksperter. Det drejer sig om jurister, læger, historikere, sociologer og teologer.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned