Reddere finder endnu ingen døde i oversvømmet spansk parkeringskælder
Redningsfolk har de seneste dage arbejdet på at fjerne vand fra en parkeringskælder under et shoppingcenter i Valencia i Spanien. Endnu er ingen fundet døde i parkeringskælderen, oplyser politiet ifølge medie. (Arkivfoto). Foto: Nacho Doce/Reuters
Redningshold gennemsøger oversvømmet parkeringskælder i Valencia, hvor der er frygt for at finde ofre.
Spanske redningshold har foreløbig ikke fundet nogen døde i parkeringskælderen under storcentret Bonaire i den spanske region Valencia, der har været hårdt ramt af oversvømmelser.
Det oplyser det spanske indenrigsministerium mandag ifølge Reuters.
Ministeriet siger, at eftersøgningsarbejdet fortsætter for at finde ud af, om der er ofre i parkeringskælderen, der har 5700 parkeringspladser.
Parkeringskælderen blev fuldstændig oversvømmet, da et uvejr med kraftig regn ramte det sydlige og østlige Spanien i sidste uge.
Uvejret har medført de værste oversvømmelser i nyere tid i Spanien. Indtil videre er 217 personer bekræftet døde som følge af oversvømmelserne.
Der har været frygt for, at et større antal personer kunne være blevet fanget i parkeringskælderen, hvis de forsøgte at flygte fra centeret i bil.
Ind- og udgangen til parkeringskælderen har været oversvømmet.
Tidligere har det spanske medie Es Diario skrevet, at der var blevet fundet lig i parkeringskælderen. Mediet citerede unavngivne kilder for oplysningen.
Søndag besøgte Spaniens kong Felipe VI og dronning Letizia byen Paiporta i Valencia-regionen. Her blev kongeparret mødt af en vred folkemængde, der kastede med mudder og kom med tilråb.
Kongeparret blev ifølge AFP ramt på tøjet og i ansigtet af mudder, da de forsøgte at tale med de vrede lokale borgere.
Også Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, og den regionale leder i Valencia, Carlos Mazón, var med på besøget.
Ifølge AFP lod det til, at vreden primært var rettet mod Sánchez og Mazón. Bagvinduet i Sánchez' bil var blevet smadret, før han kort efter sin ankomst forlod stedet.
Søndag advarede de spanske myndigheder igen om, at kraftig regn kunne ramme Valencia.
Det spanske meteorologiske institut, Aemet, har mandag erklæret nødsituationen i Valencia for slut.
Men dele af den nordøstlige region Catalonien er til gengæld blevet placeret på det højeste alarmniveau for voldsom regn af Aemet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned