Redningsfolk melder om 93 dræbte i luftangreb i Gaza
En person gennemsøger tirsdag murbrokker efter angreb i den nordlige del af Gaza tæt på grænsen til Israel. Foto: -/Ritzau Scanpix
93 palæstinensere har mistet livet i et luftangreb mod den nordlige del af Gaza ifølge områdets civilforsvar.
Mindst 93 mennesker er blevet dræbt i et israelsk luftangreb på byen Beit Lahiya, som ligger i den nordlige del af Gazastriben tæt på grænsen til Israel.
Det oplyser civilforsvaret i Gaza ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Antallet af martyrer i massakren på Abu Nasr-familiens hjem i Beit Lahiya er steget til 93, og omkring 40 er stadig savnet under murbrokkerne, siger talsmand for civilforsvaret Mahmud Bassal.
Det israelske militær oplyser, at det "undersøger meldingerne".
30-årige Rabie al-Shandagly har søgt tilflugt i en nærliggende skole og fortæller om hændelserne.
- Eksplosionen skete i løbet af natten, og først troede jeg, at det var bombardementer, men da jeg gik ud efter solopgang, så jeg mennesker, som trak lig, lemmer og sårede ud af murbrokkene, siger han.
- De fleste af ofrene er kvinder og børn, og folk forsøger at redde de sårede, men der er ingen hospitaler eller ordentlig medicinsk behandling.
Al Jazeera har talt med Hussam Abu Sabiya, der er chef for sygehuset Kalam Adwan.
Han fortæller, at sygehuset er overfyldt af tilskadekomne efter angrebet mod Beit Lahiya. Han beder omverdenen om at sende livreddende hjælp.
Siden 6. oktober har israelsk militær gennemført en omfattende offensiv i det nordlige Gaza.
Især Jabalia, Beit Lahiya og Beit Hanoun har været mål for offensiven, som ifølge Israel har til formål at forhindre den militante palæstinensiske gruppe Hamas i på ny at finde fodfæste der.
I en meddelelse offentliggjort tirsdag siger Israels militær, at det har gennemført adskillige angreb på jorden og fra luften i Jabalia i løbet af det seneste døgn. Omkring 40 militante skal være blevet dræbt i de angreb.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie