Robert Mugabe er begravet i sin fødeby efter eget ønske
Robert Mugabes lig blev lørdag eftermiddag lagt i jorden i den tidligere præsidents fødeby, Kutama. Foto: Philimon Bulawayo/Reuters
Philimon Bulawayo/Reuters
Zimbabwes regering og Robert Mugabes familie har været uenige om, hvor ekspræsidenten skulle begraves.
Zimbabwes tidligere mangeårige præsident Robert Mugabe er lørdag eftermiddag blevet begravet i sin fødeby, Kutama.
Mugabe, der døde i en alder af 95 år den 6. september, er blevet lagt i jorden ved en intim ceremoni i den lille landsby.
Det sker, efter at der i ugerne efter ekslederens død har været uenighed om, hvor Mugabes lig skulle placeres.
Zimbabwes regering ønskede, at Mugabe skulle begraves ved National Heroes Acre, der ligger i hovedstaden Harare.
Det er et særligt gravsted for zimbabwiske frihedskæmpere. Et mausoleum skulle efter planen have stået klar til Mugabe i oktober.
Men familien insisterede på, at han skulle begraves i Kutama.
Her var blandt andre Grace, Mugabes kone, og andre familiemedlemmer til stede. I alt var hundredvis af sørgende mødt op for at deltage.
- Vi har fulgt hans ønske, siger Graces storesøster Shuvai Gumbochuma.
- Han har med sine egne ord sagt, at han ikke ville begraves på National Heroes Acre, lyder det videre fra søsteren.
Mugabes kiste var indhyllet i Zimbabwes grønne, gule, røde og sorte flag, da den blev sænket ned i jorden lørdag eftermiddag.
Zimbabwes regeringsparti, Zanu-PF, kalder det for "yderst beklageligt", at Mugabe ikke bliver begravet i landets hovedstad.
Robert Mugabe regerede fra 1980 til 2017, hvor han blev tvunget til at træde af efter et militærkup. Hans styre er ofte blevet mødt med international fordømmelse på grund af undertrykkelse af landets hvide mindretal.
Mange af Zimbabwes sorte indbyggere anser ham som en frihedshelt, der var afgørende i kampen for selvstændighed fra den britiske kolonimagt.
Den tidligere leder tilbragte sine sidste dage i Singapore.
Zimbabwes borgere er splittede over hans eftermæle, i en tid hvor landet fortsat kæmper med høj inflation og mangel på varer efter årtiers kriser.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned