Rusland afværger Krim-angreb og rammer ny kornterminal
Mandagens angreb kommer, efter at russiske missiler søndag slog ned i en historisk katedral i den ukrainske havneby Odesa. Foto: Jae C. Hong/Ritzau Scanpix
Mens Ukraine beskylder Rusland for at angribe en ny kornterminal, afværger antiluftskyts droner på Krim.
Russisk luftforsvar har mandag skudt 11 ukrainske droner ned på vej til Krim, mens et ammunitionsdepot på halvøen er blevet ramt.
Det oplyser den russiskindsatte guvernør på Krim, Sergej Aksjonov.
Han melder intet om omfanget af skaderne eller eventuelle tilskadekomne.
Ifølge Sergej Aksjonov er en beboelsesejendom også blevet ramt i angrebet på byen Dzjankoj.
Rusland har en militær flyvestation nær Dzjankoj.
Ukrainske repræsentanter har i længere tid hævdet, at byen og det nærliggende område er blevet forvandlet til Ruslands største militærbase på Krim.
Samtidig hævder Rusland mandag også at have afværget et droneangreb på hovedstaden Moskva.
Lørdag ramte et ukrainsk droneangreb også Krim, som Rusland annekterede - altså indtog og erobrede - i 2014.
Ukraine beskylder også Rusland for igen mandag bevidst at have angrebet en kornterminal i havnebyen Odesa.
Her er fire personer kommet til skade.
Fredag ramte russiske missiler en kornterminal tilhørende et landbrugsselskab i Odesa og ødelagde 100 ton ærter og 20 ton byg.
Angrebene kommer, efter at Rusland tidligere på ugen trak sig fra den kornaftale, der skal sikre eksport af korn fra Ukraine.
Søndag dræbte et russisk missilangreb i Odesa også en person og sårede yderligere 20.
Også byens historiske ortodokse katedral, der er på Unescos Verdensarvsliste, blev ifølge den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, ramt i angrebet.
Blandt de tilskadekomne i søndagens angreb var fire børn mellem 11 og 17 år.
I alt 50 bygninger blev beskadiget i angrebet, heriblandt 25 arkitektoniske monumenter.
- Alle disse missiler er ikke bare rettet mod byer, landsbyer eller mennesker, men selve menneskeheden og fundamentet for hele vores europæiske kultur, lød det søndag fra præsidenten.
Katedralen fra 1795 blev ødelagt i 1936 som led i den tidligere sovjetiske leder Josef Stalins kamp mod religion. Den blev genopbygget, da Ukraine opnåede selvstændighed i 1991.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned