Rusland vil ophæve importforbuddet mod grøntsager fra EU.
Men det kræver faste sikkerhedsgarantier fra EU og et nyt certificeringssystem, før der igen åbnes op for EU-grøntsager på det russiske marked.
Derfor er det endnu usikkert, hvornår Rusland vil ophæve importforbuddet, som blev indført i sidste uge på grund af udbruddet af den livsfarlige tarmbakterie VTEC i Tyskland.
- Vi er glade for, at vi er blevet enige om, at forbuddet mod grøntsager fra EU vil blive ophævet, siger EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, efter et EU-Rusland topmøde i den russiske by Nizhny Novgorod.
Barroso oplyser, at EU-Kommissionen hurtigst muligt vil fremsende sikkerhedscertifikater for at starte processen.
- Vi er klar til at genoptage forsyningen, hvis vi får garantier fra kompetente europæiske myndigheder, bekræfter Ruslands præsident, Dmitrij Medvedev.
EU eksporterede sidste år grøntsager til Rusland til en samlet værdi af omkring 4,5 milliarder kroner.
Derfor har EU også protesteret kraftigt mod det russiske totalforbud mod import af grøntsager fra EU-landene, som hverken er videnskabeligt begrundet eller i tråd med WTO-reglerne ifølge EU.
Striden har både overskygget det halvårlige topmøde mellem parterne og truet med at kaste grus i maskineriet for Ruslands ønske om optagelse i Verdenshandelsorganisationen (WTO) inden udgangen af 2011.
Præsident Medvedev slår dog fast, at han fortsat forventer støtte fra EU til at opnå WTO-medlemskab.
- Jeg har opfordret vores partnere i EU til at færdiggøre forhandlingerne i løbet af en måned, så vi kan underskrive dokumenterne om Ruslands WTO-optagelse inden årets slutning, siger Medvedev.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned