Rusland erklærer våbenhvile i helligdage
Vladimir Putin har torsdag talt med den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan. (Arkivfoto). Foto: Mikhail Klimentyev/Ritzau Scanpix
I forbindelse med julen i den ortodokse kirke skal der sættes en stopper for krigshandlingerne i Ukraine.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, har erklæret våbenhvile i Ukraine fredag og lørdag i forbindelse med julen i den ortodokse kirke.
Det skriver flere internationale nyhedsbureauer på baggrund af en udmelding fra Kreml.
Der er juledag i den ortodokse kirke lørdag, og russerne ønsker, at der skal sættes en stopper for krigshandlingerne fra klokken 12 fredag til midnat lørdag aften.
Tidligere torsdag opfordrede lederen af den russisk-ortodokse kirke, patriark Kirill, til, at russerne og ukrainerne lagde deres våben i anledning af højtiden. Det er blandt andet på baggrund af den opfordring, at Putin har erklæret våbenhvile.
- Set i lyset af en udtalelse fra Hans Hellighed Patriark Kirill har jeg instrueret forsvarsministeren for den russiske føderation i at introducere en våbenhvile langs hele frontlinjen i Ukraine fra klokken 12 fredag 6. januar til midnat lørdag 7. januar, siger Putin i en udtalelse ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
- Da et stort antal af borgere i kampzonerne er medlem af den ortodokse kirke, opfordrer vi Ukraine til at erklære våbenhvile og give dem mulighed for at gå i kirke juleaften samt juledag.
Det er første gang siden krigens udbrud i slutningen af februar sidste år, at Rusland har erklæret en våbenhvile.
Ud over lederen af den russisk-ortodokse kirke opfordrede den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, i en telefonsamtale tidligere torsdag ligeledes Putin til at erklære våbenhvile.
Erdogan har torsdag ligeledes talt med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og sagt, at Tyrkiet er klar til at agere mægler i eventuelle fredsforhandlinger mellem Rusland og Ukraine.
Putin gjorde det torsdag klart for Erdogan, at Rusland er klar til at gå i dialog med Ukraine for at få afsluttet krigen, men at der medfølger et krav om, at ukrainerne anerkender russernes ret til at gøre krav på de områder, de har indtaget i Ukraine.
Det krav er dog helt uacceptabelt, lød det efterfølgende fra Mykhajlo Podoljak, der er rådgiver for Volodymyr Zelenskyj, på Twitter.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned