Rusland hævder at have erobret yderligere fire byer i Ukraine
En ukrainsk soldat nær Pokrovsk i Donetsk tidligere i september. (Arkivfoto). Foto: Serhii Nuzhnenko/Reuters
Den største ukrainske by, der senest er indtaget, ligger i område, hvor frontlinjen har stået stille i ugevis.
Den russiske hær har indtaget byen Krasnohorivka i det østlige Ukraine samt de tre landsbyer Grygorivka, Galytsynivka og Vodiane.
Det skriver Ruslands forsvarsministerium i en udtalelse tirsdag formiddag.
Byerne ligger alle i regionen Donetsk.
Krasnohorivka er den største af de fire byer. Den havde inden krigen cirka 16.000 indbyggere.
Byen har hidtil været en strategisk højborg for Ukraine og ligger i et område, hvor frontlinjen har været uændret i adskillige uger.
Dog blev Krasnohorivka væsentligt mere sårbar over for russiske angreb, efter at Ruslands militær indtog de nærliggende byer Marinka og Avdiivka i henholdsvis december 2023 og februar 2024.
Russiske soldater er rykket gradvist frem i Donetsk de seneste uger og nærmer sig Pokrovsk. Pokrovsk er et yderst vigtigt logistisk knudepunkt for de ukrainske styrker.
Før krigen havde byen cirka 60.000 indbyggere.
Tidligere i september sagde Ruslands præsident, Vladimir Putin, at Ruslands primære mål med krigen i Ukraine er at indtage Donbas. Donbas udgøres af oblasterne Donetsk og Luhansk i det østlige Ukraine. En oblast er et administrativt område i Ukraine.
Russernes seneste fremrykning i Østukraine finder sted, en måned efter at ukrainske styrker iværksatte en offensiv i den russiske grænseregion Kursk.
Ukraine har blandt andet begrundet offensiven med, at landet vil bremse Ruslands fremrykning i Østukraine ved at tvinge russiske styrker fra frontlinjen i Donetsk til Kursk.
Det er første gang under krigen i Ukraine, at landets styrker er rykket ind over grænsen til Rusland.
Tidligere har Ukraine dog udført adskillige droneangreb mod mål på russisk territorium.
Krigen i Ukraine har foreløbig varet i to et halvt år.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned