Rusland klar til to dages våbenhvile i Aleppo
Rusland vil støtte to dages våbenhvile i Aleppo for at bringe hjælp ind til civile i begge dele af byen.
Rusland er indstillet på at indføre en 48 timer våbenhvile for at sikre humanitær hjælp til Aleppo i Syrien fra og med næste uge, oplyser det russiske forsvarsministerium på Twitter.
Forslaget om to døgns "humanitær pause" i kampene kommer fra FN-udsendingen Staffan de Mistura.
Han har flere gange bedt om en 48 timer lang våbenhvile i Aleppo, uden at parterne i krigen har villet samarbejde om det.
- Forsvarsministeriet er klar til at støtte forslaget fra den særlige FN-udsending til Syrien, Staffan de Mistura, om etablering af en 48 timers humanitær pause, så befolkningen i byen kan få forsyninger af mad og medicin, siger en talsmand for det russiske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Tass.
Talsmanden, Igor Konasjenkov, siger, at den første af denne type våbenhviler kan træde i kraft allerede i næste uge. Det skal være en form for "pilotprojekt" der skal vise, om det er sikkert at levere humanitær hjælp til indbyggerne.
Han siger også, at hjælpen skal bringes ind til både den oprørskontrollerede og regimekontrollerede del af den ødelagte storby.
Datoen, for hvornår våbenhvilen kan indledes, vil blive fastsat efter FN er kommet med oplysninger om, hvornår konvojerne med nødhjælp kan være klar, siger Konasjenkov ifølge Tass.
En vestlig diplomat siger til Reuters, at der først skal være enighed om betingelserne for våbenhvilen, og at det er vigtigt for FN at stå i spidsen for hjælpeoperationen, der skal sikre mad og andre fornødenheder til to millioner civile i Aleppo.
- Det er ikke en russisk operation, det skal være en FN-operation for at være en god og troværdig operation, siger den unavngivne diplomat til Reuters.
- Den kan træde i kraft i begyndelsen af næste uge, hvis der er enighed mellem FN, Rusland og det syriske regime om fremgangsmåden.
Staffan de Mistura sagde tidligere på dagen, at en 48 timers våbenhvile vil kræve opbakning fra de to store spillere Rusland og USA, ligesom det vil kræve velvilje fra de militante grupper og de syriske regeringsstyrker.
For at våbenhvilen skal kunne fungere, må alle parter respektere den, har FN-udsendingen understreget.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned