Rusland truer med at smide journalister ud i YouTube-strid
Zakharova holder ugentligt briefinger om russisk udenrigspolitik. De omfatter også oplysninger om Ruslands invasion af Ukraine. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters
YouTube har blokeret for briefinger fra russisk udenrigsministerium. Det kan få konsekvenser for journalister.
Rusland truer med at udvise amerikanske journalister eller nyhedsmedier.
Hvis videotjenesten YouTube igen blokerer for adgang til orienteringer fra det russiske udenrigsministerium, vil Rusland skride til handling.
Det oplyser Marija Zakharova, talsperson for det russiske udenrigsministerium, torsdag.
- Jeg har fået et par briefinger blokeret. Nu har vi sagt: Hvis I blokerer for en briefing igen, vil en journalist eller et amerikansk medie blive sendt hjem.
- Sådan er det. Endnu en blokeret briefing, og vi vil navngive en bestemt person eller et bestemt medie, som skal tage hjem, siger hun ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
Zakharova holder ugentligt briefinger om russisk udenrigspolitik. De omfatter også oplysninger om Ruslands invasion af Ukraine.
Hendes melding kommer, få dage efter at Rusland har vedtaget en ny lov. Loven giver anklagere magt til at lukke for udenlandske medier i Rusland.
Det kan de gøre, hvis et vestligt land har været "uvenligt" over for et russisk medie.
Tiltaget skal ses som modsvar, efter at der i nogle vestlige lande er blevet lukket for russiske statsmedier.
Zakharova sagde onsdag, at Rusland arbejder på tiltag mod engelsksprogede medier. Det sker som gengæld for "uvenlige handlinger" fra vestlige landes regeringer mod russiske nyhedsmedier.
Hun uddybede ikke, hvad tiltagene går ud på.
I marts underskrev præsident Vladimir Putin en lov, som betyder, at man kan få op til 15 års fængsel for bevidst at sprede "falske" nyheder om Ruslands militære handlinger.
Det fik straks nogle vestlige medier til at hive deres journalister hjem i frygt for konsekvenser for dem.
Der er imidlertid også en lang række vestlige medier, som er blevet i landet og rapporterer videre.
Rusland har desuden forbudt, at man omtaler invasionen af Ukraine som en krig, et angreb eller en invasion.
Det har lukket mundet på nogle af de mest regeringskritiske medier i Rusland. De har set sig nødsaget til ikke at rapportere om krigen af frygt for repressalier.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie