Rusland udfører angreb mod Kyiv for anden nat i træk
Militæret i hovedstaden opfordrer via beskedtjenesten Telegram til, at personer holder sig indenfor, indtil luftalarmer natten til onsdag er afblæst. (Arkivfoto). Foto: Jae C. Hong/Ritzau Scanpix
Militæret opfordrer til, at personer i hovedstaden holder sig indenfor, indtil luftalarmer er afblæst.
Rusland har for anden nat i træk gennemført en række droneangreb i den ukrainske hovedstad, Kyiv.
Derfor har det ukrainske luftforsvarssystem været aktiveret for at afværge angrebene, oplyser det ukrainske militær natten til onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Luftalarmer lyder ifølge militæret over Kyiv. Der er ingen meldinger om dræbte eller tilskadekomne.
Militæret i hovedstaden opfordrer via beskedtjenesten Telegram til, at personer holder sig indenfor, indtil luftalarmer er afblæst.
Vidner har ifølge Reuters hørt eksplosioner, som minder om lyden af luftforsvarssystemer, der opsnapper et objekt i luften.
Ruslands invasion af nabolandet er nu på den 504. dag, og der er ikke udsigt til, at krigen snart får en ende.
Tusindvis er blevet slået ihjel, millioner er fordrevne og mange byer i det østlige og sydlige Ukraine er blevet forandret til bunker af murbrokker.
Meldingerne om angreb kommer dagen efter Nato-topmøde startede i Vilnius i Litauen tirsdag.
Her blev Nato-landene enige om at give flerårig militærhjælp til Ukraine. Men Ukraine får ikke en invitation til medlemskab af Nato på topmøde i Vilnius i Litauen.
Det oplyste Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på et efterfølgende pressemøde. Han understregede dog, at de allierede er enige om, at Ukraine på et senere tidspunkt vil blive medlem af Nato.
Tirsdag var der meldinger om hårde kampe i det østlige og sydøstlige Ukraine, som lige nu er de vigtigste områder for Ukraine i forhold til at tilbagevinde russisk besat territorium.
Her lyder det fra Ukraine, at tropperne har afværget flere angreb fra den russiske fjende.
Ifølge russiske meldinger er Rusland ligeledes lykkedes med at forsvare områder omkring den ødelagte by Bakhmut, hvor ukrainske styrker dog ifølge Ukraine vinder terræn.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned