Ruslands børn har fået nye historiebøger og lærer at ære militæret

Den syvårige Ivan får et flag fra Ruslands væbnede styrker af en maskeret soldat, der kalder sig Anatolij - eller "Voron" - Ravnen - på en skole i Istra uden for den russiske hovedstad, Moskva. Foto: Tatyana Makeyeva/Ritzau Scanpix

Russiske soldater rejser rundt på skoler for at fremme patriotismen blandt børnene, som tilskyndes at slutte sig til ungdomsmilitser som i sovjettiden.

Offentliggjort Sidst opdateret

På en lille scene på en skole uden for Ruslands hovedstad, Moskva, er der takkegaver til børnene.

Det er helt små børn ned til syvårsalderen, og det er voksne mænd fra krigen i Ukraine, der er kommet til skolen i Istra nær Moskva.

En af dem hedder Anatolij. Ved fronten kaldes han "Voron" - Ravnen - og han er maskeret.

Men han har flag med som gaver.

Ivan på syv får et flag. Han blev tilskyndet af sin mor til at sende breve til de russiske soldater, der kæmper i krigen i Ukraine.

Eller kæmper i "den specielle militære operation", som Rusland stadig kalder krigen, der begyndte med Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar 2022.

Nu er soldater kommet på besøg på skolen, og de husker Ivan. Anatolij har et flag fra den russiske hær med til ham, og han får det overrakt på scenen foran kammeraterne og andre gæster.

Nyhedsbureauet AFP var med på skolen under soldaterbesøget. AFP sætter ikke journalistens navn på bureauets historier fra Rusland, som har skrappe censurregler, der kan koste dyrt.

Overrækkelse af militærets flag til en elev på en skole er blevet en almindelig begivenhed i Rusland under krigen.

Kreml prøver at samle børn og unge om den fortælling, som Rusland bruger om konflikten med Ukraine og Vesten.

Titusindvis af børn har som Ivan lært af de nye historiebøger, at den "specielle militære operation" er den seneste i en række kampagner, som Rusland og tidligere Sovjetunionen har været tvunget ud i for at forsvare fædrelandet.

At få patriotisme ind i klasseværelserne er blot et af de tiltag, som præsident Vladimir Putin har taget for at styrke den status, som militæret, soldater og veteraner har i dagens Rusland.

De fremstilles som den nye elite, skriver AFP.

- Børn, helt fra en meget ung alder, må lære, at de har en pligt til at forsvare sig selv, deres familie og deres nation, siger Alyjona Ilyjina, Ivans mor.

Den syvårige skoledreng Ivan sidder sammen med sin mor og venter på, at han bliver kaldt op på scenen for at få sin belønning for sine breve til soldaterne ved fronten. Foto: Tatyana Makeyeva/Ritzau Scanpix

Den maskerede soldat har en kammerat med sig. Det er den 39-årige Jurij. Han fortæller, at han lige er kommet fra en mission nær den ukrainske by Bakhmut.

Videre kan han fortælle, at de breve, som børnene sender, bliver sat fast på væggene i deres skyttegrave nær fronten.

De russiske børn bliver også tilskyndet til at slutte sig til militærlignende ungdomsbevægelser, sådan som det også var tilfældet i sovjettiden.

Sovjetunionen kollapsede i 1991.

Ivans skole i Istra har lavet et lille museum, der viser forskellige ting, som tilhørte sovjetiske soldater under Anden Verdenskrig. Der er også for eksempel hjelme fra krigen i Ukraine.

Omkring 20 af de 300 skoleelever mellem syv og 18 har tilsluttet sig en gruppe, der kaldes Ungdomshæren.

Den siger, at den har 1,7 millioner medlemmer i hele landet.

Tatiana Kalugina er lærer og leder af Ungdomshæren i Istra. Bevægelsen lærer de unge både konkurrenceidræt og at håndtere kalasjnikov-geværer. Foto: Tatyana Makeyeva/Ritzau Scanpix

- Jeg forklarer vores børn essensen af konflikten. Hvorfor den begyndte, hvorfor det var en uundgåelig beslutning fra vores præsident, siger musik- og formningslæreren Tatiana Kalugina, der leder den lokale afdeling af Ungdomshæren.

I Ungdomshæren er der både sportskonkurrencer og lektioner i at håndtere kalasjnikov-geværer.

- Motivationen for forældre er, at børnene disciplineres, siger Kalugina.

Selv om hun træner en ungdomshær, er hun en af dem, der håber, at krigen snart kan slutte. USA's præsident, Donald Trump, skal inden længe mødes med Putin, og det har udløst spekulationer om, at forhandlinger kan føre til våbenhvile.

- Hver en russisk mor og, tror jeg, hver en ukrainsk mor støtter disse forhandlinger. Alle er trætte af denne krig. Hvor mange er blevet dræbt?, spørger hun.

- Ingen mor føder for at give sit barn et våben i hænderne.

/ritzau/

Kremls program for skolebørnene

* I Ruslands skoler er der sket en del ændringer, siden Rusland angreb Ukraine den 24. februar 2022.

* Kreml forsøger at sprede sin fortælling om, hvorfor krigen kom. Eller hvorfor Rusland indledte den "specielle militære operation", som Rusland stadig kalder krigen.

* Ruslands præsident, Vladimir Putin, har fremstillet den som en kamp om Ruslands eksistens. Den er mod Ukraine, der styres af nynazister, siger Putin. Kreml trækker paralleller til Sovjetunionens krig mod Nazityskland.

* I 2022 blev der indført et særligt program i skolerne. Det hedder "Vigtige Samtaler". Det er blevet mere systematiseret siden lanceringen.

* Det fortæller blandt andet, at Ruslands konflikt er en fortsættelse af konflikter, som også Sovjetunionen har udkæmpet for at forsvare fædrelandet.

* I en sektion om Ruslands militære historie for 16-17-årige står der, at den "specielle militære operation" blev indledt for at "forsvare befolkningen i Donbas".

* Ukraine og Vesten afviser den russiske fortælling og kalder det en russisk aggression mod et suverænt land.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Kadetter fra Ungdomshæren er linet op på geled i anledning af ceremonien, hvor Ivan på syv skal have flaget fra Ruslands hær. Foto: Tatyana Makeyeva/Ritzau Scanpix
Kadetter fra Ungdomshæren er på skolens militærmuseum. På billedet har de fat i nogle lys, der bliver brugt i de russiske skyttegrave. Foto: Tatyana Makeyeva/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu