Ruslands stop for kornaftale møder vrede i hele verden
Fragtskibe lastet med korn fra Ukraine og Rusland har i løbet af oktober hobet sig op omkring havnen i Istanbul. Noget tyder dog på, at der bliver markant længere mellem skibene, efter at Rusland lørdag suspenderede en kornaftale. (Arkivfoto). Foto: Yasin Akgul/Ritzau Scanpix
Ruslands beslutning om at droppe kornaftale bliver mødt af voldsom kritik verden over. Ifølge analytiker ønsker russerne at svække Ukraine og øge inflation.
Ritzau RitzauIda Bischoff/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Flere millioner ton korn og landbrugsprodukter har i løbet af de seneste tre måneder forladt havne i Ukraine og fundet vej ud i verden via Sortehavet.
Det er sket takket være en international aftale om korn.
Men lørdag satte Rusland proppen i og trak sig ud af aftalen. Den blev ellers i juli mæglet på plads af Rusland, Ukraine, FN og Tyrkiet.
Rusland suspenderede aftalen efter et angreb mod havnebyen Sevastopol på Krim-halvøen. Beslutningen møder dog fordømmelse fra store dele af verden.
Søndag har både EU og Nato tilskyndet Rusland til at ombestemme sig.
Annonce
- Præsident Putin er nødt til at stoppe med at gøre mad til våben og stoppe den ulovlige krig mod Ukraine, siger Nato-talsperson Oana Lungescu ifølge Reuters.
- Vi opfordrer Rusland til at genoverveje beslutningen og forny aftalen straks for at sikre, at mad når frem til dem, der har mest brug for det, siger hun.
USA's præsident, Joe Biden, har kaldt det "helt og aldeles skandaløst". Og den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, siger, at Rusland "endnu en gang bruger mad som våben."
- Enhver handling fra Ruslands side for at forstyrre denne kritiske korneksport er i bund og grund en erklæring om, at familier verden over skal betale mere for mad eller gå sultne i seng, udtaler han ifølge Reuters.
FN's generalsekretær, António Guterres, er "dybt bekymret" over Ruslands beslutning og har udsat en rejse til et topmøde i Den Arabiske Liga.
Aftalen om korn var sat til at udløbe den 19. november.
Ifølge Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, har Rusland formentlig ledt efter en grund til at droppe aftalen.
- Fra russisk side er det mit indtryk, at man i lang tid har været utilfreds med denne kornaftale, og hvordan det er gået, fordi det simpelthen har været for stor en succes for Ukraine, siger han til Ritzau.
- Så på den måde kan det godt ligne, at Rusland har fundet en anledning til at gøre det, siger Anders Puck Nielsen.
Han vurderer, at kornaftalen har været "en ret god succes" for Ukraine og for verdensmarkedet - formentlig imod hensigten fra russisk side.
Annonce
Samtidig er der ikke meget fremgang for Rusland i krigen for nu.
Derfor vil Rusland formentlig forsøge at svække Ukraine og vestlige lande ved at suspendere aftalen, før den udløber.
- På den ene side vil man gerne ramme den ukrainske økonomi ved, at de så ikke tjener penge på at sælge korn. Og så vil man gerne skabe en større krise på verdensmarkedet og se, om man kan øge inflationen, siger han.
Om det reelt bliver konsekvensen er dog endnu uvist.
Også fra dansk side bliver Ruslands beslutning mødt med vrede.
- Opsigelsen af korneksport-aftalen er fuldstændig uacceptabel og kan resultere i en forværret fødevarekrise, skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på Twitter.
Allerede lørdag aften tordnede Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, mod Rusland og den droppede aftale.
- Hvorfor kan en håndfuld mennesker et sted i Kreml beslutte, om der skal være mad på bordet for mennesker i Egypten eller Bangladesh, spurgte han i en videotale ifølge dpa.
/ritzau/
Kornaftale kommer fattige lande til gode
* Både Ukraine og Rusland er blandt verdens største eksportører af hvede. Før krigen stod de tilsammen for omkring 30 procent af verdens hvedeeksport.
* På grund af Ruslands invasion af Ukraine blev eksporten af korn blokeret.
* I juli blev en kornaftale forhandlet på plads mellem Rusland, Ukraine, FN og Tyrkiet. Dermed kunne der igen sendes tonsvis af korn ud fra ukrainske havne.
* Aftalen har været vigtig for flere fattige lande i Mellemøsten og Afrika.
* Den humanitære organisation International Rescue Committee har tidligere oplyst, at lande i Østafrika får omkring 90 procent af deres hvede fra Ukraine og Rusland.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned