Russervenlig toppolitiker har kurs mod valgsejr i EU-landet Slovakiet
Slovakiets tidligere premierminister Robert Fico til vælgermøde den 14. september. Han leder det Rusland-venlige parti Smer-SSD, som kan vinde parlamentsvalget den 30. september. Foto: Radovan Stoklasa/Reuters
Slovakiet skal vælge nyt parlament. Meningsmålingerne tyder på, at et parti, der er sympatisk over for Kreml, kan vinde. Slovakiet er både medlem af EU og Nato.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Da udenrigsministeriet i Slovakiet i torsdags meddelte, at en diplomat på Ruslands ambassade får marchordre, var det måske sidste gang, at sådan noget sker i en rum tid.
Diplomaten har foretaget aktiviteter, "der er i strid med" Wien-konventionen om diplomatiske forbindelser, lød begrundelsen.
Det er normalt en diplomatisk omskrivning for spionage.
Russeren fik 48 timer til at forlade landet.
Meddelelsen var mindre end en time gammel, da det russiske udenrigsministerium reagerede. Rusland vil give "et passende svar", lød det ifølge nyhedsbureauet RIA.
Annonce
Inden længe kan forholdet mellem de to landes regeringer imidlertid ændre sig til det bedre.
Slovakiet holder parlamentsvalg den 30. september, og meningsmålingerne siger, at der måske er vagtskifte på vej i regeringen.
Robert Fico, tidligere premierminister, som ofte bruger retorik som den russiske ledelse i Kreml, kan vinde.
Hans Smer-SSD-parti ligger til at blive det største i parlamentet.
Slovakiet, der er medlem af både EU og Nato, var det første Nato-land, som leverede kampfly til Ukraine, efter at Rusland angreb sit naboland den 24. februar 2022.
Den nu tidligere regering har under krigen vist stor støtte til Ukraine og har været på linje med det øvrige Vesten.
Fico er anderledes.
- Krigen i Ukraine begyndte i 2014, da ukrainske fascister dræbte civile russere, siger han ifølge AFP i en valgvideo.
Det er retorik, som man hører fra præsident Vladimir Putin i Kreml.
Zuzana Caputova er Slovakiets præsident. Hun vandt valget i 2019, men har meddelt, at hun ikke genopstiller til præsidentvalget i 2024 og giver personlige årsager som begrundelse. Siden hun blev valgt som landets første kvindelige præsident, er hun blevet kritiseret af tidligere premierminister Robert Fico, der kalder hende en "amerikansk agent". Foto: Radovan Stoklasa/Reuters
Fico siger også, at vinder han valget, bliver militær hjælp til Ukraine "stoppet omgående".
Annonce
Han er imod ukrainsk medlemskab af Nato og EU's sanktioner mod Rusland.
Reuters skriver, at Smer-SSD blandt andet har fået vælgerne med sig ved at kræve grænsekontrol for at stoppe den strøm af afghanske og syriske migranter, som i de seneste måneder er kommet til landet.
Partiet er også meget kritisk over for EU.
Ifølge målingerne ligger det til at få 20 procent af stemmerne. Det er et par procentpoint mere end det liberale parti Progressiva Slovakia.
Det venstreorienterede Hlas-SD ligger til omkring 14 procent. Det ledes af Peter Pellegrini, tidligere allieret med Fico.
Derefter kommer en stribe mindre partier, og det synes givet, at der skal en koalitionsregering til for at danne regering.
Michal Simecka er leder af det liberale parti Progressive Slovakia. Partiet ligger til at blive næststørst, men det er ifølge meningsmålingerne ikke langt efter det førende parti, Smer-SSD. (Arkivfoto). Foto: Radovan Stoklasa/Reuters
Fico har ikke udelukket at gå i regering med det højreorienterede Republikanske parti, der nu ligger til omkring otte procent af stemmerne.
Om den 58-årige Fico kan manøvrere sig frem til en regering med både venstre og højre, må tiden vise.
Men under alle omstændigheder fisker han og de andre politikere i oprørte, politiske vande.
Slovakiet er i en dyb politisk krise.
Annonce
Eduard Heger fra den populistiske bevægelse OLANO blev premierminister for en centrumhøjreregering i 2021. Men i maj i år gav han op.
Regeringen var blevet svækket af stigende energipriser, dyrere mad, inflation og påvirkningen fra krigen i Ukraine, det østlige naboland.
Desuden var flere ministre gået af.
Valgkamp på slovakisk. Kandidater fra Smer-SSD mødes med vælgerne over øl og lidt mad i Banovce nær byen Bebravou. Foto: Radovan Stoklasa/Reuters
L'udovit Ódor, vicecentralbankchef, blev udpeget til fungerende premierminister, indtil valget den 30. september er afholdt.
Hvis Fico genvinder magten, er det et bemærkelsesværdigt comeback. Han var premierminister fra 2006 til 2010 og igen fra 2012 til 2018. Men han faldt fra de politiske tinder i vanære.
Der kom regeringsfjendtlige demonstrationer mod ham, efter at den undersøgende journalist Jan Kuciak og hans kæreste blev dræbt af skud.
Kuciak havde arbejdet med at afdække lyssky forbindelser mellem forretningsmænd, regeringen og højtstående embedsmænd.
Fico blev beskyldt for at håndtere sagen helt forkert.
/ritzau/
Rusland og Slovakiet
* Efter Den Kolde Krig blev Tjekkoslovakiet den 1. januar 1993 delt i to, Tjekkiet og Slovakiet.
* Slovakiet har 5,4 millioner indbyggere.
* Regnes blandt de mest prorussiske lande i EU, siger tænketanken Globsec i Slovakiets hovedstad, Bratislava.
* Kun 40 procent af slovakkerne giver Rusland skylden for krigen i Ukraine. Flertallet tror på Ruslands fortælling om, at Vesten har skylden.
* I nabolandet Polen bebrejder 85 procent Rusland. I nabolandet Tjekkiet giver 71 procent Rusland skylden.
* Veronika Goliianova, ekspert i hybridtrusler og konspirationer, siger, at slovakkerne historisk har haft det godt med russere. Det går tilbage til det 19. århundrede med opbygning af den slovakiske nation under det østrig-ungarske rige.
- Ved at understrege tilknytning til slaviske nationer kunne nationalisterne adskille sig fra ungarere og tyskere. Rusland er blevet idealiseret som en beskytter af alle slaver, siger hun.
Seneste artikler
27-årig sigtet: Råbte og slog på ting i Nysted
Over en million pendlere kan få større fradrag fra juli
Tagarbejde endte i store skader på hus og nabohus
Tidligere byggematador Axel Juhl-Jørgensen er død - 94 år
Søger langs kysten efter 28-årig lollik: - Jeg oplever en stor tilslutning
Mest læste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster