Russisk Duma vil indlemme besatte ukrainske regioner i Rusland
Der flages med Sovjetunionens flag nær et mindested for Anden Verdenskrig i den ukrainske by Kherson, som er besat af Rusland. (Arkivfoto). Foto: Andrey Borodulin/Ritzau Scanpix
Der kan komme folkeafstemning om indlemmelse i Rusland i fire besatte ukrainske regioner allerede til sommer.
Indbyggere i de ukrainske regioner Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja skal muligvis en tur i stemmeboksen snart.
Den russiske regering pønser nemlig på at afholde folkeafstemninger om indlemmelse af de besatte regioner i den russiske føderation allerede til sommer.
Det siger Leonid Slutskij, som er formand for udenrigskomitéen i det russiske underhus, Dumaen.
- Jeg vil ikke forsøge at spå om fremtiden, men jeg kan jo gætte på, at sådanne initiativer om at afholde folkeafstemninger i de regioner kan komme på bordet meget snart, og at de måske kan finde sted - meget muligt endda - til sommer. Og måske endda på samme tid, siger han.
Kherson er blevet besat af Rusland, efter at sidstnævnte invaderede Ukraine i slutningen af februar. Rusland har desuden indført sit eget styre i byen og den russiske rubel som byens officielle møntfod. Zaporizjzja er delvist besat, men russerne har ikke fuld kontrol over området.
Donetsk og Luhansk - som tilsammen udgør Donbas-området - har siden 2014 været genstand for en voldsom konflikt mellem prorussiske separatister og nationale ukrainske styrker. Området huser et stort russisktalende mindretal.
Donetsk og Luhansk proklamerede desuden selvstændighed fra Ukraine i 2014 - et træk, som har nydt meget begrænset international anerkendelse.
Slutskij påpeger, at de fire besatte områder kun skal være en del af Rusland, hvis der er flertal for det i områderne. Det skulle dog ikke være noget problem, antyder han.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er et stærkt ønske i Donbas og Kherson- og Zaporizjzja-regionerne, siger han.
Han siger desuden, at et prorussisk styre i Donetsk vil hjælpe med genopbyggelsen af de berørte områder.
/ritzau/Tass
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned