Russisk guvernør slår ned på salg af alkohol for at redde mændenes liv

Vodka og andet hård spurt i et supermarked i Moskva. (Arkivfoto). Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix

De fleste dødsfald for mænd i den arbejdsdygtige alder sker på grund af alkohol i Vologda i Rusland. Guvernøren vil begrænse salg af sprut til to timer dagligt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den er gal med helbredet for mændene i regionen Vologda nord for Moskva, Ruslands hovedstad.

De drikker simpelthen for meget, og de dør for tidligt.

Nu vil lokalpolitikerne gøre noget ved det.

Salg af alkohol skal begrænses til to timer på hverdage. Den lokale guvernør er med på forslaget, skriver Reuters.

Årsagen til indgrebet er det, som guvernør Georgij Filimonov betegner som "forfærdelige" dødstal.

71 procent af de dødsfald, der sker for mænd i den arbejdsdygtige alder i Vologda, sker på grund af alkohol.

Det kan være hjerteanfald eller leverproblemer, som har afsæt i misbrug.

- På et år er antallet af alkoholikere steget med 30 procent. Det er et forfærdeligt billede, siger han ifølge Reuters i en otte minutter lang tale på beskedtjenesten Telegram.

I talen præsenteres forslaget om at begrænse salget til to timer om dagen som en hastesag. Det skal i en fart forbedre den offentlige sundhed.

- Vi kan ikke være ligegyldige over for, at vore landsmænd dør, siger han.

- Hvis befolkningen uddør, som om der var krig, hvem skal så erstatte den?

Forslaget er på vej igennem den folkevalgte forsamling i Vologda.

Det siger, at der på hverdage kun må sælges alkohol i butikker mellem klokken 12.00 og klokken 14.00.

Salg i weekenden og på helligdage berøres ikke.

Vologdas guvernør, Georgij Filimonov (til venstre), til møde i Moskva med Ruslands præsident, Vladimir Putin (til højre). I midten sidder Oleg Kuvsjinnikov, der tidligere var guvernør i Vologda. Billedet er fra den 31. oktober 2023. Foto: Gavriil Grigorov/Ritzau Scanpix

Hvis forslaget vedtages, gælder det fra 1. marts 2025.

Forslaget har fået så meget opmærksomhed i Rusland, at det er nået til Kreml.

Her siger Dmitrij Peskov, talsmand for Ruslands præsident, Vladimir Putin, at sagen er op til myndighederne i Vologda, skriver Tass.

Peskov siger også, at Putin og præsidentens administration ikke overvejer at reducere tidsrummet for salg af alkohol.

I Dumaen, Ruslands parlament i Moskva, cirkulerer der ellers et forslag om at begrænse salget af alkohol til fem timer om dagen i første omgang.

Senere skal tidsrummet indsnævres til to timer som i forslaget fra Vologda, skriver Tass.

- Der er ikke sådanne diskussioner i præsidentens administration, konstaterer Peskov.

Den russiske bjørn serverer vodka. Det kan man opleve ved indgangen til denne købmandshandel i Moskva. (Arkivfoto). Foto: Mladen Antonov/Ritzau Scanpix

Rusland har ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) et af verdens højeste forbrug af alkohol.

- Der sker uoprettelig skade på kommende generationers helbred. På økonomien, på offentligheden, på det sociale og kulturelle liv, siger guvernør Filimonov i Vologda.

- Og alt det sker under fredelige forhold, ikke ved frontlinjen.

Ved fronten i Ukraine og andre steder i det militære system er det kendt, at der er problemer.

Der har blandt andet været rapporter fra krigen om, at den har fået russiske soldater, officerer og krigens beslutningstagere i Moskva til at drikke mere.

Det britiske forsvarsministerium har i orienteringer om krigens gang tidligere skrevet, at de russiske soldaters brug af alkohol - eller rettere misbrug - har kostet dyrt ved fronten.

Alkohol har været medvirkende til høje tabstal, skriver det amerikanske medie The Hill.

Ruslands præsident, Vladimir Putin (til højre), skåler her med sin gæst, Kinas præsident, Xi Jinping, i Moskva i marts i fjor. Putin indførte i 2010 en række restriktioner for salg af alkohol. Men han er ikke med på, at salget af alkohol skal begrænses til fem eller to timer på hverdage i hele Rusland. Foto: Pavel Byrkin/Ritzau Scanpix

I nogle områder ved fronten har russiske myndigheder indført forbud mod salg af alkohol.

Den ukrainske avis Kyiv Post har skrevet, at ukrainske modstandsfolk har solgt forgiftet vodka til russiske soldater.

/ritzau/

Ruslands alkoholforbrug

* Levealderen i Rusland er lav. I 2022 var den gennemsnitlige levealder for russiske kvinder 77,77, for mænd var den 67,57.

* I 2023 købte de 144 millioner russere 2,3 milliarder liter alkohol. Det er 16 liter per russer. I 2022 var forbruget i Danmark 9,7 liter per dansker over 18.

* Igennem historien har russere drukket meget alkohol. Ruslands sidste kejser, Nikolaj II, indførte i 1914 med udbruddet af Første Verdenskrig alkoholforbud på de fleste steder i samfundet.

* I 1925 fjernede diktatoren Josef Stalin forbuddet. Han genindførte statens vodkamonopol.

* En undersøgelse offentliggjort i 2009 i lægetidsskriftet Lancet sagde, at over halvdelen af alle dødsfald i Rusland for personer mellem 15 og 54 år i 1990'erne skyldtes alkohol.

* I 2010 godkendte Ruslands daværende premierminister, Vladimir Putin, restriktioner for alkoholsalg og produktion. Afgiften på alkohol steg. Der kom begrænsninger for alkoholreklamer.

Kilder: Statista, The Jamestown Foundation, Alkohol og Samfund, Reuters, NBC.

/ritzau/

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu