Russisk kampfly var to kilometer fra amerikansk fly i Syrien
Vi ville identificere det amerikanske fly - ikke skræmme det, siger det russiske forsvarsministerium.
Et russisk kampfly kom meget tæt på et amerikansk krigsfly i det syriske luftrum 10. oktober, fordi man ønskede at identificere det - "ikke for at skræmme det", hedder det i en meddelelse fra det russiske forsvarsministerium ifølge det statslige nyhedsbureau Itar-Tass.
Ministeriet siger, at et SU-30CM kampfly var to eller tre kilometer fra det amerikanske fly.
Washington sagde tirsdag, at det amerikanske og det russiske fly var inden for synsvidde af hinanden i det syriske luftrum, hvor de to tidligere koldkrigsfjender gennemfører rivaliserende bombetogter.
Moskva siger, at dets fly inden for det seneste døgn har gennemført 41 bomtogter mod 40 mål i Islamisk Stats infrastruktur i Aleppo, Idlib, Latakia, Hama og Deir Ezzor.
Det siger forsvarsministeriets talsmand, Igor Konasjenkov, til flere russiske nyhedsbureauer.
- Under angrebene har de russiske fly ødelagt værksteder og depoter nær Aleppo, hvor Islamisk Stat fremstillede sprængstoffer til brug i selvmordsbælter, siger talsmanden.
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger onsdag ifølge Reuters, at USA har afvist at sende en højtstående militær delegation til Moskva for at diskutere en dybere koordinering af kampene i Syrien, sådan som Moskva har foreslået det.
Militære delegationer fra de to lande koordinerer i begrænset omfang, men russerne ønsker en mere overordnet koordinering.
Lavrov sagde tirsdag, at USA heller ikke vil modtage en højtstående russisk delegation.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned