Russisk regimekritiker flygter af frygt for fængsel
Det fremtrædende russiske oppositionsmedlem og tidligere parlamentsmedlem Dmitrij Gudkov sammen med sin hustru, Valeria, da han torsdag blev løsladt fra et russisk fængsel efter 48 timers tilbageholdelse. Nu er han flygtet af frygt for, at myndighederne forbereder en "falsk" anklage mod ham, oplyser han. Foto: Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix
Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix
Oppositionspolitiker frygter, at Rusland finder på en tiltale mod ham, der kan sende ham i fængsel inden valg.
Den fremtrædende russiske regimekritiker Dmitrij Gudkov har forladt sit hjemland af frygt for, at han kan blive fængslet, hvis han bliver i Rusland.
Han har oplevet pres fra myndighedernes side og er nu på vej til Ukraine, skriver han på beskedtjenesten Telegram søndag aften.
- Jeg rejser til Kijev, skriver den 41-årige politiker, der tidligere har meddelt, at han vil stille op til valget til det russiske underhus, Dumaen, i september.
Han tilføjer, at han bliver nødt til at blive i udlandet, til valget er overstået.
- Min beslutning bliver bakket op af min familie og mine kære, der også har fået alvorlige oplysninger og trusler og risici, skriver han.
Tidligere på ugen blev Gudkov løsladt efter at have tilbragt 48 timer i politiets varetægt. Anholdelsen af ham fik kritik fra EU.
Gudkov skriver, at han har hørt forlydender fra gode bekendte om, at myndighederne forbereder en falsk anklage mod ham.
Det vil i givet fald kunne udelukke ham fra at stille op ved det kommende parlamentsvalg.
Gudkov blev anholdt tidligere på ugen i en sag, der handler om, at han angiveligt ikke har betalt sin husleje tilbage i 2015. Han risikerer op til fem års fængsel.
Torsdag blev han løsladt uden sigtelse i noget, der ligner en kovending fra russiske myndigheders side.
En lang række kritikere af Ruslands præsident, Vladimir Putin, har længe klaget over, at anderledes tænkende bliver forfulgt.
Dagen inden, at Gudkov blev anholdt, blev en anden Putin-kritiker, Andrej Pivovaraov, anholdt. Han blev hevet ud af et fly, der skulle til Polen, få minutter inden, at flyet skulle lette fra den russiske by Sankt Petersborg.
Snesevis af oppositionsmedlemmer sidder i dag bag tremmer.
Den mest fremtrædende fange er Aleksej Navalnyj, der er sendt til en straffelejr for at afsone en straf på to og et halvt års fængsel for svindel. Han fastholder, at dommen mod ham er rent politisk.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned