Det skal have konsekvenser, at et stort antal russiske soldater blev dræbt i et angreb nytårsdag. Både for de russiske hærførere, der åbenlyst begik fejl, og for Ukraine, der stod bag angrebet.
Sådan lyder de kontante meldinger fra russiske nationalister og endda også nogle parlamentarikere i kølvandet på angrebet.
Oplysninger om angrebet kom mandag eftermiddag. Her lød det fra det russiske forsvarsministerium, at 63 soldater var blevet dræbt i en lejr i den østlige region Donetsk.
Ifølge BBC er det det højeste antal dræbte i et angreb, som Rusland har bekræftet i den over ti måneder lange krig.
Det er ekstremt sjældent, at Rusland bekræfter tab på slagmarken. Men ifølge Steve Rosenberg, BBC's Rusland-redaktør, var angrebet så dødeligt, at det simpelthen ikke var en mulighed at tie om det.
Og i Rusland vækker den opsigtsvækkende melding vrede. Det bliver kritiseret, at soldaterne tilsyneladende holdt til ved en plads for opbevaring af ammunition.
Nogle militærbloggere mener endda - i lighed med meldingen fra Ukraine - at hundredvis af soldater blev dræbt.
En af dem er Igor Girkin. Han er tidligere hærfører for pro-russiske styrker i det østlige Ukraine. Og så er han en af de mest profilerede russiske militærbloggere.
Han kritiserer ifølge Reuters, at ammunition blev opbevaret på stedet for angrebet, og at militærudstyr ikke var camoufleret.
Lignende kritik kommer fra militærbloggeren Archangel Spetznaz Z. Han har over 700.000 følgere.
- Hvem kom på den idé at placere personale i stort antal i en bygning, hvor selv en idiot ved, at hvis de bliver ramt med artilleri, så vil der være mange sårede eller døde?, skriver han ifølge Reuters.
Han mener desuden, at hærførerne, der fik den idé, "ikke kunne være mere ligeglade" med tabene.
Også parlamentarikere er vrede over meldingen om de store russiske tab.
Grigorij Karasin, medlem af det russiske senat og tidligere viceudenrigsminister, kræver ikke kun hævn over Ukraine og dets Nato-støtter.
Han ønsker også en analyse af, hvordan det kunne gå så galt, skriver Reuters.
Sergej Mironov, parlamentariker og tidligere formand for det russiske senat, kræver, at de personer, der er ansvarlige for at placere så mange soldater i en ubeskyttet bygning, skal stilles til ansvar.
Og journalist og byrådsmedlem i Moskva Andrij Medvedev beder myndigheder om at passe på russiske liv. Han er ellers normalt venligt stemt over for styret.
- Enten er en person højt værdsat - og dumme tab af personale bliver straffet som landsforræderi - ellers er landet færdigt, skriver han på beskedtjenesten Telegram ifølge Reuters.
Om det er tegn på hævn eller ej, er uvist. Men natten til tirsdag kunne den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, fortælle, at Rusland ifølge nye efterretninger planlægger et langvarigt angreb med droner mod Ukraine.
Ifølge præsidenten sker det for at demoralisere og udmatte ukrainerne.
- Vi skal sikre - og vi vil gøre alt for det - at dette mål fra terroristerne slår fejl ligesom alle de andre, sagde han ifølge BBC.
/ritzau/
Kort om angrebet
* Ifølge det russiske forsvarsministerium blev 63 dræbt i angrebet nytårsdag i Makijivka i regionen i Donetsk i det østlige Ukraine.
* Ifølge Rusland blev lejren ramt af fire raketter fra amerikanskproducerede Himars-raketsystemer.
* Angrebet skete efter flere natlige russiske angreb med droner mod Kyiv og andre ukrainske byer.
* Ifølge Ukraine blev 400 russiske soldater dræbt i angrebet, men russiske myndigheder siger, at det er en overdrivelse. Der er begrænset adgang til stedet. Derfor har uafhængige parter ikke kunnet bekræfte oplysningerne fra nogen af siderne.
* Ukraine tager næsten aldrig offentligt skyld for angreb mod områder i Ukraine kontrolleret af Rusland. Præsident Volodymyr Zelenskyj nævnte det ikke i sin natlige tale mandag. Men fra det ukrainske militær har det lydt, at det var et angreb mod russiske styrker og militærudstyr i Makijivka.
Kilde: Reuters.
/ritzau/
Seneste artikler
Udbrændt: - Pludselig stod den bare i flammer
Guldborgsundlisten har fået ekstra tid i partistøtte-sag
Susie Jessen: Mange gode løfter, men hvor er finansieringen?
Knuth: Lars Løkke har svigtet borgerlige vælgere
Spøgelsesbilist på motorvejen: Lastbil kørte mod færdselsretningen
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Spor blokeret på motorvej
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Maribo loppemarked mister lokaler og kan lukke