Saakashvili erkender nederlag i Georgien
Foto: Str /Scanpix
Str /Scanpix
Georgiens præsident, Mikheil Saakashvili, erkender, at hans parti har tabt parlamentsvalget i den tidligere sovjetrepublik, og at hans parti nu er i opposition.
Det siger Saakashvili i en tv-tale.
- Demokratiet har vundet, konstaterer han.
Valgets vinder er koalitionen Georgiens Drøm, der ledes af mangemilliardæren Bidzina Ivanishvili.
Han erklærer umiddelbart efter sin valgsejr, at han vil arbejde for, at Georgien bliver medlem af Nato, men samtidig vil han etablere et bedre forhold til den store nabo, Rusland.
Valgkampen har været meget hård og fuld af gensidige beskyldninger, og der har været frygt for, at det skulle udvikle sig til voldelige sammenstød mellem tilhængere og modstandere af Saakashvili.
Den danske udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), betegner valget som "et vigtigt skridt for det georgiske demokrati".
- Den siddende regering har accepteret et nederlag ved valgurnerne. Det er en vigtig test for et demokrati, og det vil jeg gerne ønske det georgiske folk tillykke med, siger Søvndal i en udtalelse.
- Der hviler nu et stort ansvar på lederne af både regeringspartiet og oppositionen til at respektere valgresultatet og engagere sig i et konstruktivt demokratisk samarbejde i det ny parlament, tilføjer han.
Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) kalder ligeledes valget et "vigtigt skridt" for demokratiet oven på en hård valgkamp.
- Trods en meget polariseret valgkamp, som havde hård retorik og en del mangler, har det georgiske folk frit kunnet udtrykke deres vilje ved stemmeurnerne, siger Tonino Picula, der leder OSCE's observatører i Georgien.
Saakashvili har stået i spidsen for Georgien siden rose-revolutionen i 2003.
Georgien rykkede under hans ledelse tættere på EU, USA og Nato.
Europaminister Nicolai Wammen (S) påpeger, at Georgien er kommet langt på den europæiske vej.
- Det er mit håb, at det ny flertal i parlamentet vil fastholde landet på reformsporet og arbejde for Georgiens fortsatte tilnærmelse til EU og andre vestlige institutioner, siger Wammen.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned