Sammenstød forud for israelsk flagmarch i Østjerusalem
Israelsk politi er søndag i højeste alarmberedskab i den gamle bydel Jerusalem, hvor israelske nationalister vil fejre erobringen af Jerusalem i 1967 ved at marchere gennem den palæstinensisk bydel og bevæge sig ind på, hvad jøderne kalder Tempelbjerget. Foto: Ilia Yefimovich/Ritzau Scanpix
Frygt for store uroligheder når nationalistiske jøder søndag fejrer årsdag med march i muslimsk bydel.
Der er bekymring for, at israelske nationalisters march søndag gennem den gamle bydel i Jerusalem vil udvikle sig til sammenstød med palæstinensere.
Ifølge nyhedsbureauet dpa har 1800 jøder søndag besøgt Tempelbjerget/Al-Haram al-Sharif, der er en vigtig helligdom for både jøder og muslimer. Og allerede tidligt på dagen meldes om de første sammenstød og anholdelser.
Ifølge Reuters har palæstinensere kastet med sten og fyrværkeri. Israelsk politi har besvaret det ved at affyre chokgranater.
Jøder har givet sig til at bede på højen, hvilket er forbudt. De er blevet fjernet af israelsk politi.
Hvert år markerer jøder med flag Jerusalem-dagen, hvor Israel under Seksdageskrigen i 1967 indtog Jerusalem.
De israelske nationalisters march er planlagt til at bevæge sig gennem den muslimske del af Jerusalems gamle bydel.
Marchen kommer efter mange ugers sammenstød på Vestbredden og palæstinenseres drab på jøder i Israel.
Kulminationen var et drab tidligere på måneden på en kendt palæstinensisk journalist, Shireen Abu Akleh, der arbejdede for den arabiske tv-kanal Al-Jazeera.
Ifølge de palæstinensiske myndigheder blev hun skudt gennem hovedet af israelske soldater. Det benægter Israel.
Der har lydt opfordringer i dele af den israelske regering til at aflyse søndagens march. Men det er blevet afvist af premierminister Naftali Bennett. Marchen vil "finde sted langs den planlagte rute, som det er sket i årtier", har han sagt ifølge AFP.
Hamas, der er den palæstinensiske islamistiske bevægelse, har opfordret palæstinenserne til at begive sig til Al-Haram al-Sharif - det som jøderne kalder Tempelbjerget - for at forsvare højen. Her ligger al-Aqsa-moskeen, der er den tredjestørste helligdom inden for islam.
Neden for Tempelbjerget ligger den jødiske helligdom Grædemuren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned