Sammenstød ved Gaza-grænse koster to livet
Israelske soldater ved en Jeep tæt ved grænsehegnet ved den sydlige del af Gaza fredag. Foto: Reuters/Amir Cohen
Reuters/Amir Cohen
Fire israelske soldater er såret, og to palæstinensere er dræbt efter sammenstød på grænsen til Gaza.
En bombe, der lørdag eksploderede tæt ved grænsehegnet mellem Israel og den palæstinensiske Gazastribe, har såret fire israelske soldater.
To af dem er alvorligt såret, oplyser det israelske militær. Det forlyder dog samtidig, at ingen af de sårede er i livsfare.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, kalder hændelsen "alvorlig". Han siger, at Israel vil komme med en "passende reaktion".
Og Israel har angiveligt allerede svaret igen med at beskyde en observationspost i Gazastriben, som ifølge palæstinensiske kilder tilhører den militante gruppe Islamisk Jihad.
Ifølge AFP oplyser palæstinensiske læger, at to 17-årige drenge er blevet dræbt.
En talsmand fra det israelske militær har over for nyhedsbureauet AFP afvist at udtale sig om angrebet mod palæstinensisk side.
En mindre, militant gruppe har ifølge Jonathan Conricus, talsmand hos den israelske hær, taget ansvar for angrebet mod de fire israelske soldater.
Alligevel anklager Israels militær fortsat den islamiske Hamas-bevægelse for at stå bag angrebet, siger han.
- Vi holder Hamas ansvarlig for al aggression fra Gazastriben, lyder det fra Jonathan Conricus ifølge AFP.
Lørdagens eksplosion ved grænsen er en af de alvorligste hændelser siden 2014, hvor Hamas og Israel var i krig mod hinanden.
Grænseområdet mellem Israel og Gaza har i det store hele været roligt efter afslutningen på krigen mellem de to parter i 2014.
Men da USA's præsident, Donald Trump, i december meddelte, at USA vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, vakte det stor vrede blandt palæstinenserne og fik volden til at blusse op igen.
Premierminister Benjamin Netanyahu besøger i næste måned Donald Trump i Det Hvide Hus, oplyste en talsmand fra den amerikanske administration fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned