Sandy sender atomkraftværk i alarmberedskab
Et aldrende atomkraftværk, der ligger ved den amerikanske østkyst, er gået i alarmberedskab på grund af stigende vandmængder, som presses ind over land af det voldsomme vejrsystem Sandy.
Der er tale om kraftværket Oyster Creek i delstaten New Jersey - omkring 50 kilometer nord for Atlantic City - oplyser de amerikanske atomkraftmyndigheder (NRC).
Der er nu udsendt et såkaldt "alert" for atomkraftværket - hvilket er trin to ud af fire på en skala, som anvendes i tilfælde af nødsituationer og advarsler.
Hvis vandmængderne fortsætter med at stige, kan det påvirke vandpumperne, som bruges til at køle reaktorerne med, siger NRC.
Oyster Creek er ifølge Bloomberg News det ældste atomkraftværk i USA.
Samtidigt er en reaktor på et atomkraftværk i delstaten New York blevet midlertidigt lukket. Det skyldes problemer med elektricitetsnettet, men det vides ikke, om det har har noget med monsterstormen Sandy at gøre.
Mindst 13 mennesker meldes dræbt, efter Sandy natten til tirsdag dansk tid gik i land på USA's østkyst.
De lokale myndigheder i delstaterne New York, New Jersey, Maryland, Pennsylvania, West Virginia og North Carolina melder om i alt 12 dræbte.
Derudover fortæller canadisk politi i Toronto, at en kvinde er død, efter hun blev ramt af murbrokker, som havde revet sig løs på grund af kraftige vindstød.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned