Sanna Marin: Nogle kunne ikke lide at jeg så ung og sexet ud
Sidste år blev der lækket en video fra en fest, hvor den daværende finske statsminister, Sanna Marin, deltog. I et interview med NRK taler hun om episoden. (Arkivfoto). Foto: Heikki Saukkomaa/Ritzau Scanpix
I et større interview med NRK taler Sanna Marin om kvinder i politik og en festvideo, der gik viralt.
Mange unge kvinder overvejer at gå ind i politik, men de tøver på grund af den hadefulde tale, der er på sociale medier.
Det mener den tidligere finske statsminister Sanna Marin, der har givet et større interview til det norske medie NRK.
- Det er ikke bare aggressivt, det er også seksualiseret. Det har med køn at gøre, siger hun.
Den tidligere statsminister mener også, at det er en skam, når mange kvinder ser dette og bliver usikre på, om det er et område, der er værd at engagere sig i. For der er behov for, at kvinder samt unge som gamle engagerer sig.
Selv har 38-årige Sanna Marin oplevet at få en kæmpe opmærksomhed online.
I august 2022 havnede hun pludselig i et politisk stormvejr, da en video fra en fest blev lækket og delt på internettet.
Den viste statsministeren i festligt lag sammen med nogle venner. Fra nogle sider medførte festlighederne kritik, og det endte med, at Marin tog en test for at bevise, at hun ikke havde stoffer i blodet.
I dag kalder hun lækket for "dumt" og siger, at det ikke havde noget at gøre med hverken hendes karriere eller politik.
Den tidligere leder mener også, at den store medieomtale ikke handlede om, hvad hun lavede i fritiden, men om hendes udseende.
- Jeg så for ung ud. Jeg så for sexet ud i de videoer. Og nogle mennesker kunne ikke lide det, siger hun til NRK.
Marin forlod statsministerposten efter det finske valg i april i år. Hun trak sig i samme ombæring som partileder for Socialdemokratiet.
Marin har generelt været en populær politisk figur verden over, hvor hun er blevet set som en rollemodel for progressive nye ledere.
Hun har også været vellidt blandt finske vælgere - især unge moderate.
I september kom det frem, at hun havde fået nyt job som strategisk rådgiver ved Tony Blair-instituttet. Det er en nonprofitorganisation stiftet af den tidligere britiske premierminister Tony Blair.
I den forbindelse anmodede hun også om at trække sig som medlem af det finske parlament og vinkede dermed farvel til finsk politik.
Til NRK siger Marin, at hun i øjeblikket ikke har planer om at vende tilbage til finsk politik.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned