Santorum slår Romney efter fintælling i Iowa

Det var Rick Santorum, som vandt USA's republikaneres første primærvalg i delstaten Iowa for to uger siden.

Mitt Romney blev tidligere udråbt som vinder med få stemmer, men en ny optælling fra de 1774 stemmesteder viser nu, at Rick Santorum fik 34 stemmer flere end Romney.

Det meddelte formanden for Republikanerne i Iowa, Matt Strawn, torsdag i en erklæring.

Romney siger, at det nye resultat ikke vil få nogen betydning.

Han udsendte en erklæring tidligt torsdag, hvor han konstaterer, at der var så godt som dødt løb mellem ham og Santorum.

Resultatet ændrer godt nok navnet på den, der vandt primærvalget i Iowa, men det ændrer ikke på fordelingen af mandater - eller valgmænd.

Romney vandt ugen efter primærvalget i New Hampshire stort.

Men der kan være en psykologisk effekt af, at Romney ikke fik flest stemmer i Iowa.

Lørdag afvikles primærvalget i staten South Carolina, hvor han i flere uger har været storfavorit.

Imidlertid er Romney i denne uge røget i modvind, efter at det er kommet frem, at han betaler omkring 15 procent i skat, hvor den højeste skat for almindelige lønmodtagere er 35 procent.

Samtidig rapporterer tv-stationen ABC, at han har placeret penge i skattely.

Romney er tidligere forretningsmand og anslås at have en personlig formue på op mod halvanden milliard kroner.

Primærvalgene afgør, hvem Republikanerne opstiller som modkandidat til Barack Obama ved præsidentvalget i november.

Ved primærvalgene kan kandidaterne vinde valgmænd. Den, der så har vundet flest valgmænd, kåres som partiets kandidat.

/ritzau/AFP

Ny optælling to uger efter valget i Iowa viser, at republikaneren Rick Santorum slog favoritten Mitt Romney.

Offentliggjort Sidst opdateret