Saudi Arabien vil muligvis overveje at opbygge egne lagre af atomvåben som svar på atomtruslen fra Iran og Israel. Det siger prins Turki al-Faisal, der tidligere var chef for efterretningstjenesten i landet.
- Vores og andre landes bestræbelser på at overtale Israel til at opgive sine masseødelæggelsesvåben er ikke lykkedes, og det samme gælder i forhold til Iran, siger Turki al-Faisal.
- Derfor er vi forpligtet over for vores land til at overveje alle muligheder. Heriblandt selv at anskaffe den slags våben. En atomkatastrofe hos ét af landene vil ramme os alle, fortsætter han.
Israel har aldrig åbent oplyst om sit atomvåbenprogram, men det antages, at landet ligger inde med hundredvis af atommissiler. En antagelse som Israel historisk hverken har benægtet eller bekræftet.
Iran afviser også flere vestlige landes påstand om, at landet i al hemmelighed er i færd med at udvikle atomvåben.
Det sunnimuslimske kongedømme Saudi Arabien har gentagne gange udtrykt stor bekymring over for atomvåbenprogrammet i Iran, der domineres af shiamuslimer. Også Israels atomvåben fordømmes af styret i Riyadh.
Saudi Arabien har nu indledt sit eget atomprogram, men hævder i lighed med Iran, at det udelukkende er beregnet for fredelige formål.
I løbet af de næste 20 år planlægger Saudi Arabien at opføre 16 civile atomreaktorer. Det vil kræve investeringer i nærheden af 440 milliarder kroner. Bygningen af reaktorerne kommer i internationalt udbud.
Abdul Ghani Malibari, der er tilknyttet landets atomenergiagentur, sagde i sommer, at elektriciteten fra atomkraftværkerne blandt andet bruges til at omdanne saltvand til ferskvand i det knastørre ørkenland.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned