Saudi-Arabien skifter ministre som led i ny reformplan
Udskiftning af olieminister er i tråd med saudisk plan om at mindske afhængighed af olie, meddeler paladset.
Saudi-Arabiens kong Salman har udskiftet landets mangeårige olieminister, Ali al-Nuaimi, knap to uger efter, at kongedømmet præsenterede omfattende reformplaner.
Nuaimi har været saudisk olieminister siden 1995 og regnes for en af de mest magtfulde olieministre i sammenslutningen af olieproducerende lande, Opec.
Hans afløser på posten er den hidtidige sundhedsminister, Khalid al-Falih. Han er også bestyrelsesformand og tidligere direktør i det statsejede olieselskab Aramco.
Samtidig tager ministeriet navneforandring, så det nu hedder ministeriet for energi, industri og mineralressourcer.
Flere andre ministre blev også skiftet ud, heriblandt transportministeren og ministeren for pilgrimme.
Kongepaladset i hovedstaden Riyadh meddeler, at ministerrokaden er i overensstemmelse med en omfattende plan, som blev præsenteret for to uger siden. Planen skal give Saudi-Arabien flere ben at stå på rent økonomisk end blot olieindtægter.
Den store økonomisk reform, der hedder "Saudi vision 2030", omfatter også oprettelse af en oliefond på to billioner dollar, svarende til 14,9 billioner danske kroner. Omskrevet til tal er det 14.900.000.000.000 kroner.
Fonden skal blandt andet finansieres gennem et delvist - dog lille - frasalg af olieselskabet Aramco.
Oliefonden vil blive mere end dobbelt så stor som den norske oliefond på 7,1 billioner norske kroner, skriver nyhedsbureauet NTB.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie