Senegals præsident Macky Sall er genvalgt i første valgrunde
En familie i Senegal følger med, da de første resultater af søndagens valg bliver offentliggjort. Foto: Carmen Abd Ali/Ritzau Scanpix
Carmen Abd Ali/Ritzau Scanpix
Oppositionen i Senegal er langtfra tilfreds med udmeldingen om Macky Sall som vinder af præsidentvalg.
Senegals præsident, Macky Sall, er søndag blevet genvalgt med "mindst 57 procent" af stemmerne i første valgrunde.
Det viser de første officielle resultater ifølge landets premierminister. Det skriver nyhedsbureauet AFP natten til mandag dansk tid.
- Vi må lykønske præsidenten med hans genvalg i første runde, udtaler premierminister Mohammed Dionne.
57-årige Macky Sall har været præsident i Senegal siden april 2012. Inden da var han landets premierminister fra 2004-2007.
Meldingen fra premierministeren vækker dog harme blandt oppositionen.
- Vi skal ikke lade den afgående præsident undertrykke folkets vilje, lyder det fra modkandidaten Ousane Sonko.
Sonko, der er tidligere skatteinspektør, er populær blandt unge vælgere. Han kræver, at landet skal ud i en anden valgrunde.
For at vinde præsidentvalget i første valgrunde skal en kandidat have mindst 50 procent af stemmerne.
Selv om premierminister Mohammed Dionne allerede har udråbt Macky Sall som vinder af præsidentvalget, forventes det endelige resultat først at blive offentliggjort fredag den 1. marts.
Macky Sall er oprindeligt uddannet geolog. Han overtog præsidentposten efter at have slået forgængeren, Abdoulaye Wade, ved valget i 2012.
Hans mærkesag er at udbygge landets infrastruktur, men oppositionen frygter, at hans planer vil efterlade Senegal med en stor gæld.
To af præsidentens største konkurrenter fik begge forbud mod at stille op ved søndagens præsidentvalg.
De to, den populære tidligere borgmester i Dakar Khalifa Sall samt Karim Wade, der er søn af en af landets tidligere præsidenter, fik forbud mod at stille op som følge af domme for korruption.
Præsidenten endte derfor med at stille op mod fire mindre kendte kandidater, der alle kæmpede hårdt for at forpurre Salls chancer for endnu en præsidentperiode.
Senegal har de seneste år opbygget en stærk økonomisk vækst.
Ud af en befolkning på 16 millioner i Senegal var cirka 6,7 millioner stemmeregistreret ved valget.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned