Serbisk præsident: Vores fremtid er i EU

De brede smil fra sidst, en serbisk præsident besøgte EU-hovedstaden, var torsdag blevet noget mere stive, da den nyvalgte Tomislav Nikolic lagde vejen forbi Bruxelles.

Offentliggjort Sidst opdateret

Både EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, og EU-præsident Herman Van Rompuy betoner, at Serbien stadig har meget hjemmearbejde, før landet kan gøre sig håb om at blive medlem af EU.

- Serbien skal spille en positiv og konstruktiv rolle både i ord og handlinger, lyder det fra Van Rompuy i en pressemeddelelse.

Imens har den ellers normalt muntre kommissionsformand Barroso på et pressemøde side om side med Nikolic taget en dyster mine på og betoner flere gange, at det er "afgørende vigtigt", at Serbien forbedrer sit forhold til alle sine naboer.

Præsident Nikolic har efter valget sagt, at han prioriterer Serbiens fortsatte krav på den tidligere serbiske republik Kosovo over EU-medlemskab. Og han har krævet klart svar på, om anerkendelse af Kosovo er en betingelse for at komme med i EU.

Torsdag kvitterer Nikolic for svaret, som er et klart nej. Blandt andet også fordi fem EU-lande ikke anerkender Kosovo.

- Jeg har i dag fået forsikring om, at EU ikke kræver anerkendelse. Men at vi har et godt forhold. Det er også godt for os.

- Jeg er her for at sikre en bedre fremtid for indbyggerne i Serbien. EU er vores eneste vej til en bedre fremtid. Vi skal skue mod fremtiden, ikke mod fortiden, siger Nikolic, som dog ikke får svar på sit ønske om at indlede optagelsesforhandlinger allerede i år.

Nikolic gør samtidig klart, at han ikke kan acceptere krav, der "strider mod Serbiens forfatning eller skader det serbiske folk".

Serbien fik formelt status som EU-kandidat i marts under den EU-venlige præsident Boris Tadic.

Den nye præsident Nikolic er tidligere nær allieret af Jugoslaviens sidste præsident, nationalisten Slobodan Milosevic. Hans valg har kølnet forholdet til EU, blandt andet fordi han afviser at betegne massakren på muslimske mænd i Srebrenica som folkemord.

/ritzau/