Sidste reaktor ved ukrainsk atomkraftværk frakobles elnettet
Ukrainske ansatte på atomkraftværket Zaporizjzja arbejder under stort pres, mens russiske soldater står vagt. (Arkivfoto). Foto: Alexander Ermochenko/Reuters
Situation ved ukrainsk atomkraftværk har i de seneste uger været genstand for stor opmærksomhed.
Den sjette og sidste reaktor ved atomkraftværket Zaporizjzja er blevet frakoblet elnettet.
Aktiviteter ved værket er blevet indstillet. Det er sket som en sikkerhedsforanstaltning.
Det oplyser den statslige ukrainske energimyndighed Energoatom søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Kraftværket er således "stoppet helt", efter at Energoatom klokken 02.41 natten til søndag dansk tid koblede den sidste reaktor fra elnettet.
- Der er ved at blive gjort forberedelser til, at den køles ned og overgår til en kold tilstand, skriver Energoatom.
En "kold nedlukning" er ifølge Energoatom "den mest sikre tilstand", man kan sætte kraftværket i.
Ifølge Energoatom har atomkraftværket de seneste tre dage fungeret i en såkaldt "øtilstand". Her er der kun blevet produceret strøm til eget forbrug. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Det skyldes, at forbindelsen til det ukrainske elnet har været lukket ned på grund af fortsat beskydning.
Lørdag er en forbindelse til elnettet blevet genoprettet. Det giver strøm til kraftværkets eget elforbrug, skriver dpa.
Herefter er det blevet besluttet at lukke ned for den sidste reaktor.
Rafael Grossi, lederen for FN's atomenergiagentur (IAEA), har tidligere ifølge BBC sagt, at det var en overvejelse at lukke den sidste reaktor.
Energoatom udtaler, at der fortsat er risiko for, at forbindelseslinjen til Ukraines elnet bliver beskadiget. Det kan gøre værket afhængigt af nødgeneratorer, som kører på diesel.
De seneste måneder har der været meget fokus på det store atomkraftværk.
Det blev i marts overtaget af russiske styrker. Begge parter i krigen har siden da beskyldt hinanden for angreb nær værket.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har advaret om, at situationen kan udvikle sig til en global atomkatastrofe.
Ukraines regering har opfordret beboere i de russiskbesatte områder omkring værket til at forlade området. Det skulle de gøre for deres egen sikkerheds skyld, har det lydt.
Zaporizjzja er Europas største atomkraftværk.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie