Sikkerhedsråd forlænger FN's fredsstyrke i Libanon midt i krise
En fredsbevarende soldat fra Spanien på patrulje i det sydlige Libanon for UNIFIL. Foto: Anwar Amro/Ritzau Scanpix
Forlængelsen af UNIFIL kommer få dage efter en alvorlig konfrontation mellem Hizbollah i Libanon og Israel.
FN's Sikkerhedsråd har onsdag enstemmigt vedtaget at forlænge den fredsbevarende styrke i Libanon med et år. Det rapporterer Reuters.
Styrken (UNIFIL) har været i landet siden 1978.
Forlængelsen kommer på et tidspunkt, hvor der er voldsomme spændinger mellem Hizbollahmilitsen i Libanon og Israel.
UNIFIL patruljerer ved Libanons sydlige grænse, der støder op til Israel.
Styrkens mandat fornyes en gang om året.
Afstemningen i Sikkerhedsrådet om forlængelsen kommer kun få dage efter, at Hizbollah og den israelske hær havde den mest intense militære konfrontation i de seneste 10 måneder.
Der har været frygt i regionen for, at Israels krig i Gaza vil sprede sig til Hizbollah i Libanon, der af Israel anses for at være et lydigt redskab for Iran.
Hizbollah regnes som den mest disciplinerede milits i Mellemøsten. Den shiamuslimske milits råder over titusinder af raketter.
Libanons assisterende FN-ambassadør, Hadi Hachem, takker FN's Sikkerhedsråd for fortsat at være optaget af hans lands skæbne.
- Der er et klart budskab fra jeres ærede råd til fordel for stabilitet og en våbenhvile. Det er en gestus af håb for alle libanesere, der afviser krig, vold og ødelæggelse, for libanesere der vil give freden en chance, siger han.
UNIFIL's fredsbevarende mission i Libanon tæller over 10.000 personer fra langt over 40 lande. Den arbejder sammen med den libanesiske hær.
Styrken blev indsat i 1978, efter Israel var rykket ind i Libanon under et palæstinensisk oprør i den sydlige del af Libanon og landet var sunket ned i en borgerkrig. UNIFIL overvågede den israelske tilbagetrækning.
Der har siden været talrige konflikter, hvor Israel og Hizbollah har stået over for hinanden. Så har UNIFIL typisk måttet træde til side, mens kampene har stået på. Men overvågning af situationen er en vigtig del af arbejdet.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie