Sikkerhedssoldater fra det russiske indenrigsministerium er tirsdag formiddag blevet udstationeret i det centrale Moskva for at sikre ro og orden efter en stor demonstration i den russiske hovedstad mandag aften rettet mod premierminister Vladimir Putin.
Soldaterne er placeret på centrale pladser og vigtige gader i Moskva, hvor der under mandagens demonstrationer var sammenstød mellem demonstranterne og politi.
Demonstranterne gik på gaden i protest mod resultatet af parlamentsvalget søndag.
De hævder, at det dominerende regeringsparti Forenet Rusland kun vandt, fordi der er bliver svindlet og fusket med resultatet.
Mellem 6000 og 7000 deltog i demonstrationen, der er den største i flere år i den russiske hovedstad, og protesterne har rystet det politiske liv i byen og regeringskontorerne i Kreml.
Indenrigsministeriet har også hævet alarmberedskabet for politiet og sikkerhedsstyrkerne.
Cirka 250 demonstranter blev anholdt under demonstrationen. Blandt dem er flere ledende oppositionspolitikere og kendte bloggere, der opfordrede til demonstrationer via sociale medier.
"Ned med Putin" og "Rusland uden Putin" lød det mandag aften taktfast fra demonstranterne, mens de gik gennem byens gader og forbi Lubjanka Torvet, hvor den berygtede efterretningstjeneste FSB har sit hovedkvarter.
Blandt de anholdte er den kendte politiske aktivist Ilja Jasjin og bloggeren Aleksej Najalnij, som bliver fulgt af mange efter sine afsløringer af korruption i statsejede virksomheder.
Det er også Najalnij, der har udbredt betegnelsen "Partiet af svindlere og tyve" om Vladimir Putins Forenet Rusland.
Regeringspartiet gik kraftigt tilbage ved søndagens valg, men bevarede lige akkurat flertallet i parlamentets underhus, Statsdumaen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned