Sjælden kritik af Trump fra republikanere i Kongressen efter tv-duel

Billedet lyver. Forholdet mellem USA's toppolitikere er ikke så hjerteligt, og anledningen til det sjældne møde er heller ikke til at smile af. Billedet er fra onsdag i New York, da USA markerede årsdagen for terrorangrebet den 11. september 2001. Fra venstre med siden til er det vicepræsident og demokratisk præsidentkandidat Kamala Harris, præsident Joe Biden, tidligere præsident og republikansk præsidentkandidat Donald Trump og med ryggen til Michael Bloomberg, New Yorks tidligere borgmester. Foto: Adam Gray/Ritzau Scanpix

Normalt er der fuld opbakning til Donald Trump fra hans partifæller i Kongressen. Men efter tv-duellem mellem Trump og Kamala Harris er der sprækker i støtten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var forfærdeligt. Han var uforberedt.

Det er ikke daglig kost for de amerikanske republikaneres præsidentkandidat, Donald Trump, eller offentligheden at høre kritik fra hans egne rækker. Men det er det, der sker lige nu.

Kritikken kommer fra republikanske kongrespolitikere, men det er de færreste af dem, der vil stå frem. Det er anonym kritik, men den er der.

Trump og Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, er ikke de eneste, der er på valg den 5. november.

Det samme er alle 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus. En tredjedel af de 100 medlemmer af Kongressens andet kammer, Senatet, er også på valg.

Både Trumps og Harris' partifæller følger nøje med i de to kandidaters kampagner. Også fordi en god præstation fra dem måske kan smitte af på andre politikeres chancer for at blive valgt.

Natten til onsdag dansk tid gik det ikke godt for Trump. Det var her, hvor han var i tv-duel med Kamala Harris, og hun slap ifølge amerikanske kommentatorer bedst fra duellen.

Det er ikke det samme som at sige, at Kamala Harris vinder præsidentvalget, men hun står bedre end før duellen.

Og nu er en række republikanske politikere kritiske over for Trump.

Blandt de mest prominente er senator Lindsey Graham.

- Det var en misset mulighed, sagde han efter tv-duellen til journalister.

Det ikke var lykkedes for Trump at forblive fokuseret på sine slagnumre, sagde Graham.

Meningsmålinger siger, at vælgerne foretrækker Trump, når det gælder økonomi og migrantproblemerne.

Chris Christie, tidligere Trump-allieret, der forgæves har forsøgt at blive republikansk præsidentkandidat, siger, at Trump virkede uforberedt.

Trump er efter tv-duellen med Kamala Harris i fuld gang med sin valgkamp igen. Billedet er fra Shanksville i Pennsylvania onsdag. Foto: Matt Rourke/Ritzau Scanpix

- Hvem det så var, der forberedte Donald Trump, så bør vedkommende fyres. Trump var slet ikke god, siger Christie til tv-stationen ABC, der var vært for tv-duellen.

Men hverken Graham eller Christie skal vælges den 5. november. Graham er først på valg igen ved midtvejsvalget i 2026, og Christie begynder i denne måned nyt job som underviser på Yale University.

Det er anderledes med republikanerne i Repræsentanternes Hus. Hele forsamlingen er på valg hvert andet år, og her er der også kritik af Trumps optræden i tv-duellen.

Det er imidlertid svært at få de republikanske politikere til at lægge navn til kritik. Men den konservative tv-station Fox News, der støtter Trump mod Harris, har fået flere triste republikanere i tale anonymt.

Fox skriver, at det drejer sig om "adskillige".

- Det var forfærdeligt. Jeg tror, at du vil høre det fra alle, siger et højtstående republikansk medlem af Repræsentanternes Hus til Fox.

- Det forfærdelige er, at han havde så mange muligheder for at komme efter hende, og han gjorde det ikke. Han blev fanget på hendes krog og blev trukket igennem vandet.

Den 69-årige senator Lindsey Graham er en af de få republikanske toppolitikere, der åbent kritiserer Trumps præstation i tv-duellen. (Arkivfoto). Foto: Kent Nishimura/Ritzau Scanpix

En anden taler om Trumps alder. Han er 78 år.

Da præsident Joe Biden stadig var kandidat, var Trump den yngste. Men under en tv-duel mellem Trump og 81-årige Biden i slutningen af juni gjorde Biden en skidt figur og trak sig efterfølgende.

Det banede vejen for præsidentkandidat Kamala Harris.

- Det var den værste blodsudgydelse, jeg har set, siger en republikansk kongresmand til Fox.

- Men sagen er det optiske. Når Trump står ved siden af Kamala Harris, så ser han gammel ud. Han så ikke gammel ud mod Biden. Man kan ikke gøre noget ved det.

Fox påpeger, at de fleste republikanere, der har udtalt sig åbent, har rost Trump.

Det gælder også Mike Johnson, formand for Repræsentanternes Hus.

Republikaneren Mike Johnson er formand for Repræsentanternes Hus. Han mener, at Trump gjorde det godt i duellen mod Kamala Harris. Foto: Jose Luis Magana/Ritzau Scanpix

- Præsident Donald Trump udstillede vicepræsident Kamala Harris som den farlige radikale, hun altid har været.

/ritzau/

Det siger kritikere også

* Fox News citerer en række republikanske medlemmer af Kongressen for kritik af Trump. Ingen af kritikerne vil have deres navne frem. De siger blandt andet:

- Han kom med nogle gode pointer, men hun var i stand til at smyge sig uden om hvert eneste af hans argumenter.

- Vi må holde op med at behandle hende, som om hun er Joe Biden. Én, som ikke kan formulere sine tanker. Hun skal snarere behandles som Hillary Clinton.

- De satte en fælde, og han gik lige i den.

- Han fik ikke hjælp, men der var så mange ting, han kunne have sagt. Han kunne tale om grænsen, om verden i brand, inflation. Det var alt, han skulle gøre. I stedet stak og prikkede hun, indtil hun fik en reaktion.

Kilde: Fox News.

/ritzau/

Kamala Harris er som Trump igen i fuld gang med valgkampen efter at have deltaget i højtideligheder på årsdagen for terrorangrebet den 11. september 2001. Billedet er fra Pennsylvania onsdag, hvor hun var med ved en højtidelighed. Et af de fire fly, som terrorister kaprede i 2001, styrtede ned i et afsides område i Pennsylvania. Foto: Elizabeth Frantz/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu