Den amerikanske flyproducent Boeing er ramt af nye problemer med selskabets 737 Max-fly, der igen har været omdrejningspunkt i en historie om mangelfuld flysikkerhed.
Flyet kom for nogle år siden i fokus i forbindelse med to flystyrt inden for relativt kort tid.
Ulykkerne kostede 346 menneskeliv og medførte, at flyene fik flyveforbud i næsten to år, indtil en fejl i kontrolsystemet blev opdaget og rettet.
Den seneste hændelse, der foregik i amerikansk luftrum, har betydet, at 171 fly er blevet tvunget til at blive på landjorden, indtil der er foretaget en særlig inspektion af dem hver især.
Det har allerede ført til en række aflyste afgange verden over, og der er formentlig flere af slagsen i vente.
Uheldet skete natten til lørdag dansk tid, da et 737 Max-fly fra Alaska Airlines lettede fra Portland International Airport i USA.
Kort efter - og i knap 5000 meters højde - løsnede et sidepanel sig pludselig fra flyskroget og forsvandt ud i aftenhimlen.
Det efterlod et stort hul i siden af flyet og 171 chokerede flypassagerer. Det lykkedes dog for personalet på flyet at gennemføre en nødlanding og få flyet sikkert ned igen, uden at nogen kom noget til.
Hullet i skroget skyldes, at luftfartsselskaberne i 737 Max 9-udgaven kan konfigurere flyet med flere siddepladser, som kræver en ekstra nødudgang.
Den mulighed havde Alaska Airlines fravalgt, og derfor var der indsat et ekstra sidepanel i stedet for døre. Et sidepanel, som tilsyneladende ikke var fastgjort godt nok.
Blandt de selskaber, der foruden Alaska Airlines benytter Max 9-flytypen, tæller Aeromexico, Turkish Airlines, Icelandair og United Airlines.
Derfor vil uheldet over Portland også kunne påvirke flytrafikken i Europa, siger kontorchef Michael Dela fra Trafikstyrelsen.
- Selv om der ikke er registreret fly af denne type i Europa, kan flytrafikken til og fra Danmark alligevel godt blive påvirket, da flere andre ikke-europæiske luftfartsselskaber, der flyver fast i Europa, anvender netop denne flytype, siger han til B.T.
Hos Boeing bakker man op om beslutningen om at gennemføre inspektioner af de 737 Max 9-fly, der har fået indsat et ekstra sidepanel.
- Sikkerhed er vores topprioritet, og vi er kede af den indvirkning, som denne hændelse har haft på vores kunder og deres passagerer.
Så sent som i december blev det under et rutinetjek opdaget, at en bolt på haleroret af et 737 Max-fly manglede en møtrik.
Det fik Boeing til at opfordre luftfartsselskaberne til at tjekke, at andre fly ikke havde samme mangel.
/ritzau/
Katastrofale fejl i kontrolsystemet
To gange har Boeing 737 Max-fly været omdrejningspunktet i flystyrt, der har kostet hundredvis af passagerer livet.
29. oktober 2018 styrtede et fly fra Lion Air i havet 13 minutter efter, at det var lettet fra Jakarta i Indonesien. Alle 189 passagerer døde. En rapport, som blev offentliggjort halvandet år efter, konstaterede, at flyets kontrolsystem havde tvunget flyet til at dykke på grund af en fejlbehæftet udvendig sensor.
Rapporten kom desværre for sent til at forhindre det andet flystyrt, som skete 10. marts 2019. Her styrtede et fly fra Addis Abeba i Etiopien ned bare seks minutter efter afgangen på grund af en tilsvarende fejl i kontrolsystemet.
/ritzau/
Seneste artikler
Ulrik passer broen: - Den bedste arbejdsplads, man kan få
Aftenåbent i hedebølgen blev en stor succes
Nysted fik sin klosterhave
Fra Bangkok og Rom til Femø Havn: Ciuk og Finns ø-eventyr begyndte med søsyge
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat