Skotland og London er på kollisionskurs om løsrivelse
Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, fik ikke helt det valgresultat, hun havde ønsket. Men hun presser alligevel på for en ny folkeafstemning om løsrivelse fra Storbritannien. Foto: Pool/Reuters
Pool/Reuters
Efter det skotske valgresultat sætter førsteminister Nicola Sturgeon kurs mod en ny folkeafstemning.
Skotland og centralregeringen i den britiske hovedstad, London, bevæger sig mod nye sammenstød efter resultatet af valget i Skotland.
- Jeg håber, at jeg kan føre Skotland til selvstændighed, siger Nicola Sturgeon, Skotlands førsteminister, søndag til BBC.
Sturgeons parti, Skotlands Nationale Parti (SNP), vandt torsdagens valg solidt, viser resultatet, der blev klart sent lørdag.
Partiet vandt ikke absolut flertal, som Sturgeon havde håbet.
Men det var tæt på.
SNP har nu 64 af parlamentets 129 mandater.
Men sammen med de otte mandater fra De Grønne, der også går ind for skotsk løsrivelse, er der et flertal for, at skotterne skal have en folkeafstemning om selvstændighed.
Problemet for skotterne er bare, at sådan en afstemning skal godkendes af den britiske regering.
Den konservative premierminister Boris Johnson siger nej.
Men det lader ikke til at få skotterne til at give op.
Den skotske avis Herald on Sunday kalder SNP's sejr for en "jordskredssejr".
Længere mod syd i England ser pressen resultatet anderledes.
- Sturgeon får ikke flertal, skriver The Sunday Telegraph.
Sturgeon ser på det på samme måde som Herald on Sunday.
Hun konstaterer, at der i det nye skotske parlament er flertal for en folkeafstemning.
Der er "ingen demokratisk begrundelse" for at afvise en ny folkeafstemning, sagde hun natten til søndag i sin sejrstale.
Til BBC siger hun, at den britiske regering ikke kan blive ved med at modsætte sig en folkeafstemning.
Det vil fremstå som manglende respekt for skotternes demokratiske rettigheder.
- Det vil betyde, at den konservative regering afviser at respektere det skotske folks demokratiske ønsker, siger hun.
- Jeg tror, at det er en underdrivelse at sige, at det næppe vil se godt ud.
Boris Johnson siger omvendt, at SNP's mål om en ny folkeafstemning er "uansvarlig og hensynsløs".
Han har skrevet et brev til Sturgeon, hvor han opfordrer til samarbejde i det, han kalder "Team UK".
Skotterne holdt i 2014 en folkeafstemning om selvstændighed fra Storbritannien. Her sagde 55 procent ja til at forblive i den britiske union.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned